Malmö Aviation satser fra København

I den kommende sommer vil det regionale svenske luftfartsselskab Malmö Aviation operere to ruter fra Københavns Lufthavn. Det er destinationerne Split og Pula i Kroatien, der er målet for den svenske ekspansion over sundet. Ruten til Split opereres i konkurrence med Cimber Sterling og Norwegian.

Det norske lavprisflyselskab etablerede sig i begyndelsen af december måned på indenrigsflyruten mellem Stockholm og Malmø. En rute som SAS og Malmö Aviation hidtil havde opereret på. Derfor var Norwegians entré ikke særlig velkommen hos de to operatører.

Nu slår Malmö Aviation tilbage. Selskabet åbner i sommeren 2011 to ruter fra Københavns Lufthavn til Kroatien. Der er i første omgang tale om en ugentligt afgang til henholdsvis Split og Pula.

I forvejen flyver Cimber Sterling og Norwegian på ruten fra København til Split. Begge selskaber opererer hver tre ugentlige afgange i højsæsonen. På lørdage har både Cimber Sterling og Norwegian afgange fra København – og netop på lørdage vil Malmö Aviation ind på ruten.

Tidtabellen er følgende:

København– Pula 25JUN11 – 06AUG11
TF748 CPH0700 – 0910PUY AR1 6
TF749 PUY1010 – 1220CPH AR1 6

København – Split 25JUN11 – 13AUG11
TF718 CPH1350 – 1605SPU AR1 6
TF719 SPU1700 – 1915CPH AR1 6

Dermed vil Cimber Sterling i højsæsonen flyve lørdage kl. 06.25 fra København til Split, mens Malmö Aviation har sat afgangstidspunket til kl.13.50. Norwegian lukker dagen med en afgang kl. 18.40.

Malmö Aviation opererer med et fly af typen AVRO RJ100 med plads til i alt 112 passagerer.

Malmö Aviation har base i Malmø og opererer primært svenske indenrigsruter samt internationale ruter til destinationer i Belgien og Frankrig. Selskabet indgår i Braathens Aviation Group, der via investeringsselskabet Braganza er ejet af Per. G. Braathen. I bestyrelsen sidder bl.a. danske Vagn Sørensen, der er tidligere vicekoncernchef i SAS.

Kommentér på Facebook

Foto: Malmö Aviation åbner i sommeren 2011 to nye ruter fra København til Kroatien.