For lidt over et år siden afgav Lufthansa Group en ordre på 40 Boeing 737 MAX, og nu er det besluttet, at flyene skal gå til datterselskabet Eurowings. Første fly forventes leveret i 2027.
I december 2023 bestilte Lufthansa Group i alt 40 nye Boeing 737 MAX 8 med option på yderligere 60 fly af samme type. Det blev på daværende tidspunkt oplyst, at flyene skulle gå til et af koncernens datterselskaber.
Nu er det imidlertid blevet meldt ud, at de splinternye MAX-fly skal leveres til datterselskabet Eurowings, der er det næststørste flyselskab i Tyskland. Dermed vil flåden hos Eurowings blive kraftigt moderniseret fra 2027, hvor første fly vil blive leveret.
Værdien af de 40 nye Boeing 737 MAX 8 udgør samlet set omkring fem milliarder dollar på listepriser, eller hvad der svarer til 36,2 milliarder kroner.
Eurowings, der har base i Køln, har siden slutningen på coronapandemien etableret sig med endnu mere punkt-til-punkt-trafik og derved skabt sig en solid position på det europæiske marked. Foruden Køln er Eurowings også markedsleder i lufthavnene i Düsseldorf, Hamborg og Stuttgart.
Skal erstatte ældre Airbus-fly
Leveringen af de 40 nye Boeing 737 MAX 8 vil finde sted i perioden fra 2027 til 2032. Flytypen vil gradvist erstatte Airbus A319 og ældre Airbus A320-fly.
MAX-flyene har plads til 189 passagerer, hvilket er 39 flere, end A319 har plads til. Med en betydelig længere rækkevidde er MAX-flyene i stand til at flyve på længere mellemdistanceruter, som Eurowings i stigende grad tilføjer til rutenetværket.
Eurowings oplyser, at kunderne kan se frem til en nydesignet kabine med mere komfort i Boeing 737 MAX-flyene. Rejseoplevelsen vil opfylde de nyeste standarder hos flyselskaber, lyder det.
Tidligere har Eurowings i kortere perioder fløjet med Boeing 737-800 på deres ruter, men den sidste forlod flåden i november 2024. En række af flyene var leaset fra tjekkiske Smartwings.
”Et velfortjent og stærkt signal”
Carsten Spohr, der er koncernchef hos Lufthansa Group, roser fremgangen hos Eurowings, der for alvor har fået fat i det europæiske marked.
”Eurowings har etableret sig som det europæiske punkt-til-punkt-flyselskab i Lufthansa-koncernen med en overbevisende strategi og takket være sine fremragende medarbejdere i et ekstremt konkurrencepræget marked. Selskabets strategiske fokus på at udvide sin turismeforretning og dens vedvarende ekspansion i Europa betaler sig for hele Lufthansa-koncernen. Vores beslutning i dag er et velfortjent og stærkt signal om en succesfuld fremtid for Eurowings,” siger han.
Fra Jens Bischof, administrerende direktør hos Eurowings, lyder det, at flyselskabet med 40 helt nye fly kan lægge grundlaget for en succesfuld fremtid med fokus på at nå bæredygtighedsmål.
”De nye flys høje omkostningseffektivitet gør os også i stand til fortsat at tilbyde Eurowings’ kunder fair og attraktive priser. Uden et sådant teknologisk spring vil et flyselskab næppe være i stand til at operere med succes på markedet i 2030’erne,” siger han.
Relaterede artikler:
Efter 11 år: Atter Boeing 737 hos Lufthansa i 2027