Icelandair Boeing 737 MAX (Arkivfoto: Boeing/PR)

MAX skulle dække 27 procent af produktion

Boeing 737 MAX skulle efter planen have dækket 27 procent af produktionen hos Icelandair i år. Indlejet kapacitet har dog sørget for, at selskabet har haft passagervækst i andet kvartal.

Siden marts har Icelandair haft sine indtil videre seks Boeing 737 MAX stående på jorden som følge af det internationale flyveforbud mod flytypen. Herudover skulle selskabet have haft leveret yderligere tre MAX-fly i løbet af sommeren.

Groundingen af MAX-flyene har gjort et stort indhug i den aktive flåde hos Icelandair, der i øjeblikket består af i alt 32 fly – herunder 28 Boeing 757 samt fire Boeing 767.

Icelandair har på den baggrund måtte lease ekstra kapacitet for at få afviklet trafikprogrammet bare nogenlunde efter hensigten. Et trafikprogram, som i indeværende år er bundet kraftigt op på, at MAX-flyene er til rådighed – og ikke bare står tomme på jorden.

”MAX-flyene var beregnet til at dække 27 procent af Icelandairs passagerkapacitet i 2019,” siger Bogi Nils Bogason, koncernchef i Icelandair.

”Af denne grund er den position, som selskabet nu befinder sig i som et resultat af suspenderingen af MAX-flyet, uden noget fortilfælde og har en betydelig indflydelse på selskabets drift og resultater. Under disse omstændigheder har vores centrale fokus været på at minimere indvirkningen af ​​suspenderingen for selskabet, vores passagerer og den islandske turistindustri ved at tilføre leasede fly til vores flåde i løbet af sommeren.”

Store forstyrrelser af trafikafvikling
Det islandske flyselskab har fortsat stræbt efter at kunne tilbyde den ønskede kapacitet til og fra Island. Det har betydet, at Icelandair i årets andet kvartal har haft 39 procent flere passagerer på ruterne til Island sammenlignet med samme periode året før.

”På trods af disse afbødende foranstaltninger (leasede fly, red.), som har forhindret et større antal aflyste afgange, har situationen forårsaget betydelige forstyrrelser i vores trafikprogram og vores afgange. Det har påvirket vores passagerer og stillet os over for komplekse udfordringer,” siger Bogi Nils Bogason, der roser sine medarbejdere for indsatsen i den svære periode hen over sommeren.

Icelandair-resultatet for andet kvartal er imidlertid også påvirket af MAX-groundingen. Icelandair landede et EBIT-underskud på 24,1 millioner dollar, eller hvad der svarer til 163,1 millioner danske kroner. EBIT-resultatet for andet kvartal sidste år endte med et underskud på 19,8 millioner dollar (134 millioner danske kroner, red.).

Uden den anslåede virkning af MAX-flyenes grounding ville Icelandair have haft et EBIT-overskud på 25,9 millioner dollar (175 millioner kroner, red.) i årets andet kvartal.

”Selskabets mål forbliver klart; at forbedre selskabets rentabilitet og drift. Vi har truffet en række foranstaltninger i de seneste måneder, der allerede er begyndt at give resultater,” forklarer Nils Bogi Bogason.

Styrkelse af Icelandair
I de seneste måneder har Icelandair budt velkommen til en ny investor, den amerikanske kapitalfond PAR Capital Management, der tiltrådte selskabets aktionærkreds i april. Herudover har det islandske flyselskab frasolgt Icelandair Hotels og en række ejendomme i juli. Begge dele har været med til at styrke Icelandair, lyder det fra selskabet.

Den samlede omsætning i Icelandair i andet kvartal i år var 402,8 millioner dollar (2,72 milliarder kroner, red.), hvilket var én procent højere end samme periode året før.

 

Relaterede artikler:

Icelandair flyver i rødt

Icelandair overvejer ren Airbus-flåde

Icelandair udnævner ny koncernchef