Medie: Cimbers ledelse udskiftes

Den planlagte overtagelse af Cimber Sterling betyder angiveligt en større rokade blandt ledelsen. Ifølge magasinet Travel People udskiftes den administrerende direktør mens bestyrelsesformanden tilbydes en plads som menigt medlem.

På fredag den 29. juli afholdes ekstraordinær generalforsamling i det børsnoterede Cimber Sterling Group A/S.

Det sker klokken 10.00 på Hotel Scandic Sønderborg, og det afgørende punkt på dagsordenen er “Forslag om at forhøje selskabets aktiekapital ved en rettet emission til Mansvell Enterprises Ltd.“

Det er her de fremmødte aktionærer skal godkende udstedelsen af 110.500.000 nye aktier til en tegningskurs på 1,50 krone til Mansvell Enterprises, der kontrolleres af den ukrainske milliardær,Igor Kolomoysky.

Dermed får Cimber tilført 165 millioner kroner i frisk kapital, mens Mansvell Enterprises Ltd. får en majoritetsandel på 70 % i Cimber Sterling.

Og med denne ændring følger tilsyneladende en større rokade i ledelsen af Cimber. Blandt andet vil der angiveligt ikke blive plads til administrerende direktør, Jacob Krogsgaard i den ukrainske udgave af Cimber Sterling. Det skriver magasinet Travel People.

Også den hidtidige bestyrelsesformand, den 51-årige Vilhelm Hahn-Pedersenmå ifølge Travel People vige sit formandssæde, men vil angiveligt blive tilbudten plads som menigt medlem af bestyrelsen.

“Jacob Krogsgaard efterfølges af svenskeren Lars-Åke Bertil Bertilsson (44), der er administrerende direktør i Skyways og også medlem af dette selskabs bestyrelse, mens Vilhelm Hahn-Pedersen erstattes af Grigory Gurtovoy (48), som er en af Igors fortrolige medarbejdere. Han har i flere år beklædt formandssædet i Igors flagskib, Aerosvit Airlines, og siden Igors overtagelse af Skyways har han ligeledes været formand i den virksomhed. Nu skal hans ansvarsområde således også inkludere Cimber Sterling,“ noterer Travel People sig iden seneste udgave af magasinet.

Også ejerfamilien vil blive udvandet i den kommende ledelse ifølge Travel People.

“Når det gælder to af de tre søskende – alle børn efter Cimber Air-stifteren Ingolf Nielsen – Jørgen Nielsen (55) henholdsvis Lone Koch (58), glider Lone stille og roligt ud af bestyrelsen, mens Igors plan er at beholde Jørgen som bestyrelsesmedlem i et års tid eller så. Baggrunden herfor er, at Igor ønsker at bevare tilknytningen til Cimber Air’s gamle bagland, hvor Danfoss er en af aktørerne, og i det anliggende skal Jørgen udgøre bindeleddet. Han bliver dog ikke bestyrelsens næstformand, men blot menigt medlem. Til gengæld tilbydes han job som luftkaptajn i selskabet. Det er også det, han er bedst til, så forventeligt siger han ja til det forslag,“ hedder det i den seneste udgave af Travel People.

Samtidig vurderer Travel People, at heller ikke advokat Kåre Stolt, der ellers blev hentetind i bestyrelsen for få måneder siden, vil deltage i den nye ledelse, men få et pænt farvel-håndtryk, når han går ud gennem døren.

I første omgang skal den ekstraordinære generalforsamling på fredag godkende aktieudvidelsen, og først derefter kan der i givet fald ændres på direktion og bestyrelse. Mennoget tyder altså på, at hverken den gamle ejerfamilie eller den hidtidige ledelse vil blive en del af det nye Cimber Sterling.