SAS-fly foran Kastrup Tower. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Mere fart på SAS-passagervækst i februar

I februar havde SAS næsten 1,7 millioner passagerer ombord på flyene, og det var 7,8 procent flere end i samme måned år, Trods skuddagen var det en forbedring fra januar, og belægningen var den højeste i nyere tid.

Nogle af de opløftende momenter for SAS i dette års februar er, at der har været stor rejseaktivitet omkring vinterferien, og at måneden indeholder 29 dage mod normalt 28.

Det har medvirket til, at SAS i februar havde en passagervækst på 7,8 procent i forhold til samme periode året før. I alt 1.676.140 passagerer havde valgt at flyve med det skandinaviske flyselskab, og det var omkring 120.000 flere end i februar sidste år.

Her skal der dog tages forbehold for, at den ekstra skuddag skønsmæssigt repræsenterer op imod halvdelen af passagervæksten.

“Vi ser fortsat et stigende antal passagerer, der vælger at rejse med SAS. Vi er også glade for at se meget stabile operationelle resultater, især for en vintermåned, med en regularitet på 99,2 procent. Vi ser frem til fortsat at styrke vores position i Skandinavien, når vi nærmer os sommersæsonen,” siger Anko van der Werff, koncernchef i SAS.

Højeste belægning i nyere tid
Af samlet 1.676.140 passagerer var 1.631.130 rutepassager, mens de resterende næsten 41.000 var charterrejsende.

Den beskedne andel af charterrejsende på traditionel udsolgte fly er dog ikke nok til at trække belægningen markant i vejret. Den udbudte kapacitet steg samlet med 17 procent, mens trafikindtægterne voksede med 21 procent.

Det førte til, at belægningen blev øget med 2,5 procentpoint fra 70,8 til 73,3 procent. Det er den højeste belægning i nyere tid (siden 2006, red.) i en februar-måned. 

Stærkt forbedret regularitet og punktlighed
Måneden var præget af nogle voldsomme storme, der især ramte det norske marked. Trods dette opnåede SAS en samlet regularitet på 99,2 procent, mens punktligheden landede på 82,0 procent. 

Dette er en klar forbedring i forhold til februar sidste år, hvor regulariteten var helt nede på bekymrende 97,9 procent, mens punktligheden lå 10,1 procentpoint lavere med 71,9 procent.

Dermed kan SAS glæde sig over, at der ikke alene er flere passagerer, der flyver med selskabet i forhold til samme måned sidste år, men de operationelle præstationer er også blevet styrket.

 

Relaterede artikler:

Betydelig resultatforbedring hos SAS

Beskeden passagervækst hos SAS

SAS trafiktal: Beskeden passagervækst i december