SAS leverede i januar en fremgang på 1,4 procent til 1,45 millioner passagerer. Med en rekordhøj belægning er der stadig flere passagerer i flyene.
Årets første måned af 2024 er den tredje måned i SAS-regnskabsåret fra 1. november 2023 til 31. oktober 2024. I denne måned præsterede SAS en passagerfremgang på beskedne 1,4 procent til i alt 1.450.000 rejsende. Efter de første tre måneder ligger fremgangen på 6,3 procent.
I januar var der således rundt regnet en fremgang på 22.500 passagerer i forhold til sidste år hvor 1.393.668 rutepassagerer fløj med SAS, mens charterflyvningerne repræsenterede 33.677 passagerer.
Sammenlignet med januar 2020, der var selskabets største måned før coronapandemien, mangler der stadig 25 procent af passagererne, idet der dengang var 1.941.668 passagerer, der havde valgt at rejse med SAS.
Med trafiktallene for januar formår SAS med nød og næppe at holde Norwegian-koncernen bag sig, da Norwegian og Widerøe tilsammen havde 1.384.947 passagerer om bord på de to selskabers fly.
Rekordhøj belægning
Går man trafiktallene efter i sømmene, fremgår det, at SAS øgede den udbudte sædekapacitet med 4,7 procent, og da det lykkedes at sælge 8,6 procent flere sæder end i samme periode året før, landede belægningen på 70,0 procent.
Det svarer til en stigning på 2,5 procentpoint og er den højeste belægning nogensinde i en januar måned hos det skandinaviske flyselskab.
“Vi er glade for at se, at flere og flere vælger at rejse med SAS. For at imødekomme den stigende efterspørgsel på rejser udgav vi vores sommertrafikprogram i januar og tilføjede flere nye og spændende destinationer i Skandinavien, Europa og USA,” lyder kommentaren fra koncernchef Anko van der Werff.
Stor vejrpåvirkning
Fokuserer man på punktlighed og regularitet, fremgår det tydeligt, at januar var en særdeles udfordrende måned rent vejrmæssigt.
Regulariteten lød på 97,6 procent, hvormed 2,4 procent af samtlige planlagte flyvninger blev aflyst. Punktligheden var ikke ret meget bedre, idet 69,1 procent af flyvningerne ankom senest 15 minutter efter tidtabellen, mens den resterende tredjedel blev forsinket ved ankomst i mere end 15 minutter.
I januar 2023 var regulariteten på 98,8 procent, mens punktligheden var oppe på 73,1 procent.
Relaterede artikler:
SAS trafiktal: Beskeden passagervækst i december