Afgangstavle i Aarhus Lufthavn. (Arkivfoto: Aarhus Lufthavn)

Mere kapacitet på København-Aarhus ruten

Når SAS den 3. september lukker flyruten mellem København og Kaliningrad vil kapaciteten i stedet blive brugt på indenrigsruten fra København til Aarhus, der dermed får øget sædeubuddet.

SAS har gennem et stykke tid haft et ønske om at kunne indsætte mere kapacitet på eftermiddagsafgangene mellem København og Aarhus. Det bliver nu en realitet fra september måned, idet SAS får frigivet flykapacitet som følge af lukningen af ruten mellem København og Kaliningrad.

Rent konkret betyder det, at SAS på eftermiddagsafgangene fra København til Aarhus kl. 14.45 og kl. 17.00 vil indsætte større fly Fra Aarhus vil der blive øget på kapaciteten kl. 15.50 og 18.05.

Det sker ved at indsætte 88-sæders CRJ900 jetfly, der således øger kapaciteten med 30 procent i forhold til hidtil, hvor de nævnte afgange har været fløjet med Cimber´s ATR72-fly, der har plads til 68 passsgerer.

Udover opgraderingen på de to afgange, vil der også på tirsdage blive indsat en afgang fra København kl. 19.20 og den modsatte vej kl. 20.25. Samlet set vil rutejusteringerne øge antallet af udbudte sæder på indenrigsruten med over 500 om ugen.

”Det er rigtig godt, at der kommer den kapacitet der skal til for at understøtte det kundeunderlag, der ligger der. Det kan jeg kun hilse velkommen. SAS laver en rigtig disponering i forhold til at øge kapaciteten, men der er stadig brug for endnu mere kapacitet,“ siger Peter Høgsberg, der er Aarhus Lufthavns nye administrerende direktør.

Flere flytyper
København-Aarhus ruten vil med den seneste justering fremover blive betjent med mindst tre forskellige flytyper. Cimber A/S flyver for SAS med indlejede ATR72-turbopropfly med 68 sæder på hovedparten af afgangene. På den sene aftenafgang fra København til Aarhus samt på morgenafgangen fra Aarhus kl. 06.55 vil SAS stadig benytte de store Airbus A320-jetfly.

Aarhus Lufthavn har haft en voldsom tilbagegang i indenrigsflytrafikken siden Cimber Sterlings konkurs sidste år, idet der ikke har været nok kapacitet på ruten til at møde efterspørgslen. I de første seks måneder af 2013 er passagertallet faldet med 21 procent, hvilket svarer til 28.624 færre passagerer.