Den værste flyulykke i SAS-historien indtraf den 8. oktober 2001, da en MD-87 under start fra Milano Linate-lufthavnen kolliderede med et lille Cessna-fly. Fredag blev de 118 dræbte mindet i Milano.
Den 8. oktober 2001 kl. 08.10 oplevede Italien den værste flykatastrofe i landets historie ved en ulykke i Milano, der involverede et SAS-fly og et lille Cessna-fly. I alt 118 mennesker omkom ved ulykken, heraf 110 i SAS-flyet, fire i Cessna-flyet samt fire på landjorden.
Fredag var det præcist 20 år siden, at den tragiske hændelse fandt sted, og det blev i Italien markeret kl. 08.10 med et minuts stilhed i samtlige italienske lufthavne.
Herudover blev dagen markeret ved Bosco de Faggi-mindesmærket i Forlanini-parken tæt ved Milanos Linate-lufthavn, hvor hændelsen fandt sted. Her blev der holdt en mindegudstjeneste ledet af ærkebiskop Mario Delpini, hvorefter navnene på samtlige 118 omkomne blev læst op, inden der blev foretaget en kransenedlæggelse.
Koncernchef Anko van der Werff fra SAS var sammen med flere ansatte fra SAS til stede ved fredagens ceremoni. For 19 år siden, da etårs-dagen for ulykken blev markeret, var det daværende koncernchef Jørgen Lindegaard, der repræsenterede SAS på samme lokation.
Fejl og forsømmelser i lufthavn og trafikkontrol
Ulykken skete i tæt tåge, da MD-87-flyet, med rutenummer SK686 til København, kørte ud ad startbanen og kolliderede med et lille Cessna-fly ved en hastighed på 270 kilometer i timen. Det lille Cessna-fly med to piloter og to passagerer ombord kørte på grund af fejl i kommunikationen med flyveledelse og piloter ud på banen, hvilket var den væsentligste årsag til ulykken.
Den senere efterforskning af ulykkens omstændigheder viste også, at lufthavnens jordradar var ude af drift, og at flyvelederne i kontroltårnet havde begået flere fejl forud for hændelsen. Det førte til, at fire personer i april 2004 blev idømt fængselsstraffe i op til otte år for uagtsomt manddrab. Blandt de dømte var direktøren for Linate Airport, en flyveleder, den tidligere direktør for Italiens lufttrafiktjeneste ENAV samt den myndighedsperson, der fører tilsyn med Milanos to lufthavne.
De menneskelige fejl og forsømmelser var indirekte et tema i en af mindetalerne på 20 års-dagen for ulykken.
Letizia Morati, der er rådmand i regionsrådet i Lombardiet takkede ofreforeningen for at have vendt “hjerteskærende sorg til borgerligt engagement” i luftfartssikkerhed, så sådanne ulykker aldrig ville kunne ske igen. Milanos borgmester Giuseppe Sala, der selv mistede en ven ved katastrofen, udtrykte tilfredshed med, at der var sket ændringer, og han opfordrede til at fortsætte dette arbejde, skriver Euronews.
42 nordiske statsborgere omkom
Ulykken, der var den værste i SAS-historien, kostede 104 passagerer og seks besætningsmedlemmer livet. De 104 passagerer var fordelt med 58 fra Italien, 17 fra Sverige, 16 fra Danmark, seks fra Finland samt tre fra Norge. Herudover var der en enkelt statsborger fra henholdsvis Rumænien, Sydafrika, Storbritannien og USA ombord på flyet.
De omkomne besætningsmedlemmer var kaptajn Joakim Gustafsson og styrmand Anders Hyllander fra Sverige. I kabinen var purser Lise Lott Andersen, steward Janne Penttinen og air hostess Eiler S. Danielsen fra Danmark blandt de omkomne, og steward Olaf Jakobsson fra Sverige mistede også livet.
“Det er en smerte, man skal leve med. Det milanesiske samfund er taknemmeligt og vil altid huske denne tragedie,” afsluttede Milano-borgemesteren sin tale.
Relaterede artikler: