Minister: Vi vil have erfarne piloter

Forsvarsminister Nick Hækkerup vil have en garanti for, at de piloter hos Small Planet Airlines, der skal flyve med danske soldater, er erfarne og har ordnede løn- og arbejdsvilkår.

Det litauiske luftfartsselskab Small Planet Airlines og transportselskabet DSV skal dokumentere over for Forsvaret dokumentere, at sikkerheden samt løn- og arbejdsvilkårene er i orden i Small Planet Airlines. Først når de kan det, får selskabet lov til at flyve danske soldater til og fra Afghanistan på den kontrakt, som Small Planet med DSV som mellemmand har indgået med Forsvaret med virkning fra 1. april. De første flyvninger skulle have været gennemført i går og i dag.

”Det er vigtigt, at sikkerheden samt løn- og arbejdsvilkårene er i orden i Small Planet Airlines. Samtidig skal det være erfarne piloter, der flyver med de danske soldater. Det er de krav, som Small Planet Airlines skal imødekomme. Indtil det er afklaret om de kan leve op til de krav, er brugen af Small Planet Airlines sat på hold,” understreger forsvarsminister Nick Hækkerup over for CHECK-IN.dk.

11 kroner i timen
I januar i år beskrev CHECK-IN.dk hvordan styrmænd hos Small Planet Airlines betales ned til 11 kroner i timen, når de som en del af deres uddannelse flyver som styrmænd på blandt andet Small Planets flyvninger for europæiske charterrejsearrangører.

Ifølge ministeren betaler Small Planet sine kaptajner 5800 Euro om måneden, mens styrmændene får 3300 Euro om måneden. Her er dog tale om uddannede styrmænd, og ikke de styrmænd under uddannelse, som ifølge CHECK-IN.dk’s oplysninger får ned til 11 kroner i timen. Uddannelsen foregår blandt andet ved at styrmændene flyver på helt almindelige flyvninger for Small Planet Airlines. Det kunne eksempelvis have været de flyvninger som Small Planet Airlines onsdag og torsdag skulle have gennemført for Forsvaret fra Roskilde via Karup og Trabzon i Tyrkiet til Camp Bastion i Afghanistan og retur ad samme rute.

Svært at lave egen audit
CHECK-IN.dk beskrev i februar hvordan Small Planet Airlines ikke havde en såkaldt IOSA-certificering. Det er en frivillig certificering, som gør, at et flyselskab ikke selv skal lave en grundig audit af et andet flyselskab, som de hyrer til at flyve for sig. De mest grundlæggende ting er auditeret som en del af IOSA-certificeringen. Et selskab som Norwegian er ikke IOSA-certificeret, men ifølge både danske og internationale flyselskaber, som specialiserer sig i at flyve for andre flyselskaber, er IOSA-certificering det første en ny kunde spørger efter.

Flere kilder i branchen påpegede over for CHECK-IN.dk, at hvis man vælger et flyselskab, der ikke er IOSA-certificeret, bør man selv lave en grundig audit af selskabet. Og hvis man som Forsvaret og DSV ikke selv driver luftfartsselskab, kan det være svært at lave en sådan audit. DSV oplyste i februar til CHECK-IN.dk, at man selv havde et grundigt auditeringssystem. DSV ønskede dog ikke at fortælle mere om systemet.

Forsvarsminister Nick Hækkerup kunne onsdag over for CHECK-IN.dk ikke redegøre for resultatet af Forsvaret og DSV’s auditering af Small Planet Airlines.

Gå rigtig stærkt
Ifølge CHECK-IN.dk’s oplysninger præsenterede DSV Flyvertaktisk Kommando for flere forskellige selskaber, der fra 1. april kunne stå for de ugentlige flyvninger mellem Danmark og Afghanistan samt diverse ad-hoc flyvninger, når den hidtidige kontrakt med Danish Air Transport udløb. Ifølge CHECK-IN.dk’s oplysninger var det Flyvertaktisk Kommando, der besluttede, at Small Planet Airlines skulle have opgaven.

Den 1. marts bad forsvarsministeren om en redegørelse om sagen fra forsvarschef Peter Bartram. Samme dag sagde ministeren til Fagbladet 3F, at han sandsynligvis ville have redegørelsen på sit bord inden for en uge. Men mere end en måned senere har ministeren endnu ikke fået redegørelsen. Og det er årsagen til, at de første flyvninger med Small Planet Airlines, som skulle være gennemført i går og i dag, blev aflyst sent mandag aften. I stedet blev soldater onsdag sendt til Afghanistan med rutefly via Dubai, mens soldater til Danmark blev fløjet med Royal Air Force til Storbritannien. Herfra flyver de i løbet af i dag videre til Danmark.

Forsvarsminister Nick Hækkerup regner med, at en afklaring af forholdene hos Small Planet Airlines kommer hurtigt.

”Jeg tror det kommer til at gå rigtig stærkt. Jeg tror, der kommer til at gå en uge med at få det her afklaret,” vurderer Nick Hækkerup.

På Christiansborg stillede Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, onsdag et nyt spørgsmål om sagen til forsvarsminister Nick Hækkerup og Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, har kaldt ministeren i samråd om sagen i Folketingets Forsvarsudvalg.