Massive problemer hos Boeing betyder, at Dreamliner-flyene hober sig op på Everett-fabrikken udenfor Seattle. Der ventes kun at blive leveret to Dreamliner-fly fra Everett i marts måned, og Norwegian menes ikke blandt aftagerne.
Hos flyproducenten Boeing begynder færdigproducerede fly, der endnu ikke er leveret, at hobe sig op. Problemerne er opstået på Boeing Flightline i Everett nær Seattle, hvor man producerer 787-8 Dreamliner-flyet, og det er netop dette fly, der endnu engang skaber udfordringer for den amerikanske flyproducent.
For nylig blev det opdaget, at der kan forekomme revnedannelser på vingerne i en række fly, der er færdigproducerede eller i øjeblikket er ved at blive samlet. Fire af disse fly skal leveres til Norwegian, hvoraf det første var planlagt til levering i slutningen af februar måned. Dette fly, EI-LND, har det norske lavprisflyselskab endnu ikke modtaget.
I marts måned er der indtil videre blot leveret to Dreamliners – begge fra fabrikken i Charleston i South Carolina, hvoraf det ene fly var til Air India, hvor hovedparten trods alt trods alt var produceret i Everett.
Kilder tæt på Boeing Commercial Aircraft vurderer, at der vil rulle to Dreamliners ud fra fabrikken i Everett i marts måned. Der vil være tale om et fly til henholdsvis Qatar Airways og Japan Airlines. Dermed forventes det, at der samlet bliver leveret fire fly i marts mod et produktionsmål på op imod 10.
Ingen leveringsdato
Boeings problemer understreges af det forhold, at der i øjeblikket kun foregår én testflyvning per dag. Det er med til at skabe endnu flere forsinkelser.
Norwegians EI-LND gennemførte en testflyvning den 15. marts og var også i luften igår.
Situationen er problematisk for Norwegian, idet der er indlejet fly fra portugisiske HiFly og euroAtlantic til at dække trafikprogrammet, indtil EI-LND vil blive leveret. Flyene fra Portugal har været i drift for Norwegian siden den 28. februar, og der er ikke udsigt til, at de lige med det samme kan sendes sydover mod Lissabon.
Hos Norwegian bevarer man dog optimismen trods de negative forlydender fra USA.
“Vi har ingen leveringsdato, men vi forventer fortsat levering i denne måned,“ siger Johan Bisgaard Larsen, der er presse- og markedschef for Norwegian i Danmark.
Udover vingeproblemerne skyldes de aktuelle forsinkelser, at Boeing for nylig afskedigede 600 kontraktansatte på fabrikken i Charleston, hvilket har skabt et øget pres. Herudover var der planlagt en stigning i produktionen af 787-8, mens der samtidig er taget hul på at indføre 787-9 i produktionssystemet.