Boeing 787-8 Dreamliner på besøg i Oslo Lufthavn i maj 2012. (Foto: Andreas Krog)

Bjørn Kjos er medinvestor i nyt flyselskab

Et nyt norsk langdistanceselskab kaldet Norse Atlantic Airways er startet op af Bjørn Tore Larsen, der har fået Norwegian-grundlægger Bjørn Kjos og dennes ven Bjørn H. Kise med i ejerkredsen.

Der bliver i fremtiden trængsel på det norske luftfartsmarked. Kriseramte Norwegian kan formentlig i maj flyve ud af den nuværende rekonstruktion i Irland og Norge, og her kommer selskabet i skarp konkurrence med det nyetablerede Flyr, der forventer at få sine fly i luften inden udgangen af andet kvartal 2021.

Endnu et norsk start-up kan dog anes i horisonten. I dag har Bjørn Tore Larsen, der er grundlægger af bemandingsselskabet OSM Aviation, som Norwegian også har været medejer af, offentliggjort etableringen af Norse Atlantic Airways, der vil ind på markedet for langdistanceruter mellem Europa og USA samt på sigt også Asien.

Bjørn Tore Larsen har gennem direkte og indirekte besiddelser en ejerandel på 63 procent i det nye selskab, mens Norwegian-stifter Bjørn Kjos og vennen Bjørn H. Kise, der gennem en årrække var bestyrelsesformand i Norwegian, hver har indskudt henholdsvis 15 og 12 procent af kapitalen i det nye selskab.

Administrerende direktør i det nye selskab er Bjørn Tore Larsen, mens Espen Høiby, tidligere direktør for OSM Aviation og bror til den norske kronprinsesse Mette-Marit, bliver driftsdirektør. Som finansdirektør er udpeget James Lightbourn, der har en karriere inden for den maritime sektor.

Vil på norsk vækstbørs
Det er planen, at Norse Atlantic Airways i april skal noteres på vækstbørsen Euronext Growth i Oslo, hvor Flyr for nylig debuterede med stor succes.

Norse Atlantic Airways oplyser i en pressemeddelelse, at selskabets investorer allerede har tegnet aktier for tilsammen 24 millioner dollars, hvilket svarer til 150 millioner kroner, og mæglerhusene Pareto, Sparebank 1 og Arctic skal bistå med notering på den norske vækstbørs.

“Vi har nu en historisk mulighed for at opbygge et nyt flyselskab fra bunden. Når verden igen åbner op, vil der være behov for et nyskabende lavprisflyselskab i det internationale marked,” siger Bjørn Tore Larsen i en pressemeddelelse.

Norse Atlantic Airways vil indledningsvist tilbyde flyvninger med Boeing 787 Dreamliner mellem Europa og USA, og de første byer på rutekortet til være Oslo, London, Paris, New York, Los Angeles og Miami. Senere hen er det planen at udvide med destinationer i Asien. Hvis alt går vel kan de første fly komme på vingerne inden årets udgang.

Bjørn Tore Larsen oplyser til DN, at man vil starte op med 12 fly, hvoraf man allerede har sikret sig en aftale om ni fly.

Skepsis fra Sydbank-analytiker
I hvilket omfang selskabet vil komme til at tilbyde flyvninger fra det skandinaviske marked er endnu usikkert, men i givet fald kan det tilføre konkurrence til SAS.

Herudover er det ikke utænkeligt, at Norse Atlantic Airways vil forsøge at lave en aftale med Norwegian om skandinavisk fødetrafik ind til eksempelvis London og Paris, hvor de fleste ruter nok kommer til at udgå fra.

Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank er overrasket over udmeldingen fra Norge.

“Det lyder spændende, og spørger man samtlige netværksselskaber, om det kan blive en succes, vil de sikkert sige nej. Hvis det bliver virkelighed, så bliver det endnu en konkurrent til SAS og et selskab der vil gøre sig lækre over for kunderne og tage markedsandele ved at tilbyde lave priser,” siger Jacob Pedersen til CHECK-IN.DK.

 

Relaterede artikler:

Flyr fik en flyvende start på norsk vækstbørs

Flyr har forhåndstilsagn om 120 millioner kroner

Bjørn Kjos stopper som koncernchef i Norwegian