En Boeing 787 Dreamliner fra det norske langdistanceflyselskab Norse Atlantic Airways. (Foto: London Gatwick Airport)

Norse: Rekordantal charterflyvninger i én måned

Norse Atlantic Airways gennemførte 46 charterflyvninger i marts, hvilket var det højeste månedlige antal siden driftsstarten. Selskabet fordoblede desuden passagertallet i samme måned.

Afslutningen på vintertrafikprogrammet blev ganske tilfredsstillende for Norse Atlantic Airways, der leverede fremgang på flere parametre.

Således blev det til i alt 46 charterflyvninger i marts, og det var det højeste antal i én måned, siden selskabet indledte operationen for snart to år siden – nærmere præcist 14. juni 2022.

”Den fortsatte månedlige stigning i charterflyvninger demonstrerer yderligere den voksende Norse-tilstedeværelse på chartermarkedet for widebody-fly og den tillid, som vores charterkunder har til vores evne til at opfylde deres behov,” siger Bjørn Tore Larsen, grundlægger af og koncernchef for Norse Atlantic Airways.

Antallet af charterflyvninger i årets første forårsmåned udgør dermed 14,2 procent af det samlede antal Norse-flyvninger i marts, som endte på i alt 324.

Fordobling af passagertal
I løbet af marts transporterede Norse Atlantic Airways i alt 85.652 passagerer, hvilket var 103 procent flere end i samme måned sidste år. Belægningsgraden endte på 82 procent, og dette repræsenterer en stigning på 22 procentpoint i forhold til marts 2023.

73 procent af flyene fra Norse ankom inden for 15 minutter efter deres planlagte ankomsttidspunkt, og regulariteten endte på 100 procent i marts.

”Norse har afsluttet vintersæsonen med positiv vækst på tværs af alle nøgletal – jeg er især glad for at kunne melde om en fordobling af passagertallet og næsten en tredobling i RPK (omsætning per passagerkilometer, red.) år til år. Vi er nu på vej ind i den travle sommersæson fuldt forberedt til at operere 12 fly i de travleste måneder og byde endnu flere passagerer velkommen om bord,” siger Bjørn Tore Larsen.

Dreamlinere fortsat subleaset til Air Europa
Flåden hos norske Norse Atlantic Airways og det britiske datterselskab Norse Atlantic UK består af i alt 15 Boeing 787 Dreamlinere. Fem af flyene er i øjeblikket subleaset ud til spanske Air Europa.

De fem subleasede fly inkluderer tre Boeing 787-8 og to 787-9, men til den kommende sommer vil Norse således selv råde over 12 Dreamlinere på ruterne til Nordamerika og Thailand. To af flyene er således tilbage hos selskabet igen senest i maj i år.

De tre sidste Dreamlinere, der fortsat vil være subleaset til Air Europa, vil komme retur til Norse i slutningen af marts 2025. Planen er nemlig, at samtlige 15 Dreamlinere skal i egen produktion fra sommeren 2025.

 

Relaterede artikler:

Norse lander kontrakt med nigeriansk flyselskab

Norse tvunget til at fortsætte udlejning af fly

Norse: 10 procent af trafik er charterflyvninger