Norwegian vil fra 31. marts næste år flyve direkte fra Europa til Hamilton International Airport, der ligger nær Toronto.
Norwegian fik i foråret tilladelse af de canadiske myndigheder til at etablere kommercielle flyvninger til Canada, men det lykkedes ikke at få operationen i gang i sommeren 2018 som planlagt.
Det bliver i stedet næste forår, at Norwegians rødnæsede fly for første gang skal flyve i fast rutefart til Canada. Det norske lavprisflyselskab starter op med Hamilton International Airport, der ligger i provinsen Ontario omkring 85 kilometer sydvest for Toronto.
Det bliver Dublin International Airport, der bliver udgangspunkt for den nye rute, og Norwegian fremhæver, at der er gode forbindelser til Dublin fra København, Oslo og Stockholm, så det også bliver muligt for skandinaviske rejsende at benytte den nye Canada-rute.
“Et år er gået, siden vi lancerede vores første transatlantiske rute med Boeing 737 MAX, og vi kan se, at efterspørgslen er stor. Dette er vores allerførste rute mellem Europa og Canada, og vi ser frem til at tilbyde både nye og eksisterende kunder på begge sider af Atlanten høj kvalitet til lave priser om bord på vores nye, og dermed mere miljøvenlige fly,” siger koncernchef i Norwegian, Bjørn Kjos.
Den nye rute vil blive betjent dagligt, og det bliver de nye Boeing 737 MAX 8 med plads til 189 passagerer, der får til opgave at tilbagelægge de 5.300 kilometer over Atlanten.
Mange konkurrenter
Det bliver et meget konkurrenceintensivt marked, at Norwegian går ind på. Der er nemlig i forvejen fire flyselskaber, der flyver direkte fra Dublin til Toronto Pearson International Airport, der ligger i den vestlige udkant af den canadiske millionby.
Aer Lingus og Air Canada flyver dagligt mellem de to byer med Airbus A330, mens canadiske Air Transat på fem ugentlige afgange benytter både Airbus A330 og A310. Endelig er der tre gange om ugen direkte forbindelse med Star Alliance-selskabet Ethiopian Airlines, der betjener ruten med Boeing 777-200LR.
Norwegian-ruten fra Dublin bliver den første europæiske rute til Hamilton International Airport, der ligger en lille times kørsel fra Toronto. I forvejen flyver WestJet, Air Canada, Flair Airlines og SWOOP på en række indenrigsruter, mens Air Transat og Sunwing Airlines flyver charter- og ruteflyvninger til Cuba, Mexico og Den Dominikanske Republik.
Lufthavnen havde i 2017 en passagervækst på 80 procent til i alt 599.146 passagerer og er dermed den hurtigstvoksende lufthavn i Canada. Det vil den formentlig fortsætte med at være, når Norwegian gør sin entré næste år.
Relaterede artikler: