Obelisken i den argentinske hovedstad Buenos Aires.

Norwegian-bestyrelse godkender Argentina-projekt

Bestyrelsen i Norwegian har godkendt selskabets kommende satsning i Argentina, og billetsalget åbner efter planen i slutningen af 2017.

Det som i 2014 startede med en løs henvendelse til Norwegian fra den argentinskfødte Ricardo Clarke, der i dag driver en tøjbutik midt på Storgata i den norske by Bodø, blev tirsdag til et konkret projekt, der opnåede godkendelse i bestyrelsen hos Norwegian Air Shuttle ASA, der er moderselskab i den norske luftfartskoncern.

Den 25. januar i år etablerede Norwegian datterselskabet Norwegian Air Argentina S.A., og nu har bestyrelsen godkendt, at selskabet opretter baser, ansætter medarbejdere og lancerer nye ruter i Argentina, hvilket dog kommer til at afhænge af myndighedsgodkendelser.

”Argentina er et interessant marked med store muligheder og passer godt til Norwegians globale strategi og tilbud om lave priser både på korte og lange ruter. Jeg glæder mig til at fortsætte det arbejde, vi har begyndt i Argentina, ved at etablere nye baser, ansætte mange nye kollegaer og ikke mindst give det argentinske folk billige flybilletter, både på inden- og udenrigsruter. Vi er blevet rigtig godt modtaget af argentinske myndigheder og ser frem til et frugtbart samarbejde i fremtiden”, siger administrerende direktør Ole Christian Melhus fra Norwegian Air Argentina.

I øjeblikket behandler myndighederne i Argentina den nødvendige ansøgning om en operativ driftstilladelse, som Norwegian for nylig indgav. Planen er at udføre både indenrigs- og udenrigsflyvninger, hvofor der skal ansættes et betydeligt antal medarbejdere. Allerede nu vil Norwegians argentinske selskab starte rekrutteringen af de administrative medarbejdere, og i slutningen af sommeren vil man begyndte at ansætte piloter og kabinepersonale.

70 fly i verdens ottendestørste land
Hvis ansøgningen om driftstilladelsen som forventet godkendes af myndighederne, vil Norwegian præsentere de nye ruter og starte billetsalget i slutningen af året.

At Argentina er et meget stort land med et enormt udviklingspotentiale fremgår af de planer, som Norwegian indtil videre har ladet gå videre til den argentinske presse.

Det er således ambitionen at etablere op imod 150 ruter og skabe mellem 3.000 og 3.500 jobs i Argentina, der med et areal på 2.780.400 kvadratkilometer er verdens ottendestørste land og omkring 65 gange større end Danmark.

Norwegian forventer at starte op med flyvninger mellem Buenos Aires og London-Gatwick samtidig med, at de første indenrigsflyvninger og regionale flyvninger påbegyndes. Seks Boeing 737 mellemdistancefly vil indledningsvis blive baseret i Argentina, og efter et år forventer man at være oppe på 15 fly i form af 11 Boeing 737 mellemdistancefly og fire Boeing 787 langdistancefly. Efter to og et halvt år er det Norwegians plan at have 25 mellemdistancefly og 10 langdistancefly i sving i Argentina. Når operationen er helt oppe at køre i løbet af fem til otte år, så forventer Norwegian at have 70 fly baseret på fire baser i Argentina.

I Argentina kommer Norwegian primært til at konkurrere med Aerolineas Argentinas og LATAM Airlines, der begge flyver på de store indenrigsruter fra Buenos Aires til Cordoba og Mendoza.

 

Relaterede artikler:

Norwegian: 70 fly i Argentina

Startskuddet er gået til Norwegian i Argentina

Nyeste Norwegian-projekt: Argentinske baser

Norwegian overvejer base i Buenos Aires