Med otte nye spanske ruter øger Norwegian sin tilstedeværelse i Europas største land.
I dag lancerer Norwegian otte nye ruter mellem Tyskland og Spanien. Næsten 170.000 sæder fra Düsseldorf og mere end 50.000 sæder fra Hannover vil være tilgængelige i den kommende sommersæson. Tyske rejsende kan således se frem til direkte ruter til Malaga, Alicante, Barcelona, Palma de Mallorca og Tenerife, når Norwegian åbner fem ruter fra Düsseldorf og tre ruter fra Hannover.
”Som Europas mest folkerige nation er Tyskland et vigtigt marked for Norwegian og vores fortsatte internationale vækst. Vi ser frem til at byde endnu flere tyske passagerer velkommen om bord på vores komfortable, mere miljøvenlige fly i fremtiden”, siger Norwegians kommercielle direktør Thomas Ramdahl.
Rent lavpraktisk bliver der ikke tale om at Norwegian stationerer fly i lufthavnene i Düsseldorf og Hannover. I realiteten er derimod blot tale om at man vil begynde at flyve til de to byer fra Norwegians eksisterende baser i Spanien. På samme måde som man gør det til destinationer i blandt andet Danmark, Norge, Sverige, Storbritannien og internt i Spanien.
Vinge mod vinge
Norwegian tilbyder i dag allerede ruter til og fra de tyske byer Berlin, München, Hamburg og Køln. I oktober 2013 åbnede Norwegian 11 ruter fra fire spanske destinationer til München, Hamburg og Køln. På 10 af de 11 ruter flyver Norwegian vinge mod vinge med kriseramte airberlin.
Med de nye tyske ruter øger Norwegian presset på airberlin. Düsseldorf er nemlig sammen med Berlin airberlins helt store trafikknudepunkt.
Norwegian har i dag syv spanske baser. Det er i lufthavnene i Palma de Mallorca, Madrid, Barcelona, Alicante, Malaga, Las Palmas og Tenerife. I alt har Norwegian knap 20 baser i Europa.
Relaterede artikler: