Foto: Norwegian

Norwegian-ekspansion giver nye muligheder

Nye Norwegian-ruter til den amerikanske vestkyst, mellem Caribien og New York samt på spanske indenrigsruter til og fra De Kanariske Øer, giver mulighed for mange nye rejsekombinationer.

Luftfart er international, og det har det norske lavprisflyselskab mere end bevist med sin ekspansionsstrategi, hvor selskabet i stigende grad bevæger sig væk fra det skandinaviske marked og lancerer lokale ruter andre steder i verden.

Det åbner nye muligheder for de rejsende, der kan benytte Norwegians billetter til at sammensætte nye rejsekombinationer.

Fra november flyver Norwegian eksempelvis fra København til Oakland, Los Angeles og Las Vegas på den amerikanske vestkyst. Det betyder, at det er muligt at flyve ud til en af destinationerne og poulært sagt “roadtrippe“ mellem de nævnte byer og flyve hjem fra et andet sted.

Det giver større fleksibilitet for passagererne, at der flyves til mange destinationer inden for samme geografiske område.

Et andet eksempel er Norwegians nye ruter fra Martinique og Guadeloupe til New York, der åbner i begyndelsen af december. Her vil det være muligt at kombinere et storbyophold i The Big Apple med en smuttur til en af de caribiske øer. Hele rejsen kan således gennemføres med ét og samme selskab.

Fastlandsspanien i kombination med De Kanariske Øer
Det er ikke kun i USA, at Norwegian øger fleksibiliteten og kombinationsmulighederne. I oktober åbner Norwegian indenrigsruter fra Madrid og Barcelona til De Kanariske Øer.

Her vil det være muligt at kombinere storbyferie i Madrid og Barcelona med en afstikker til Tenerife, Gran Canaria eller Fuerteventura.

“Udvidelsen af vort rutetilbud i eksempelvis USA og Spanien giver nu vores passagerer muligheden for i endnu større grad at tilrettelægge og tilpasse rejsen, så den matcher behov og ønsker. Vi tror, at mange vil benytte sig af de mange nye kombinationsmuligheder, og passagererne får nu glæden ved den langt større fleksibilitet samt at være garanteret at flyve med Norwegian hele vejen,“ bekræfter Daniel Kirchhoff, der er informationschef hos Norwegian i Danmark.