Norwegian Boeing 737-800 (Foto: Norwegian | CC 3.0)

Norwegian er gode til at fylde flyene

Lidt flere end 1,2 millioner passagerer rejste med Norwegian i oktober, og belægningen nåede op på 82,7 procent, hvilket næsten er på niveau med Ryanair.

Norwegian har onsdag – en dag før tiden – offentliggjort selskabets trafiktal for oktober. De viser en flot fremgang fra lige i underkanten af en million passagerer i september til 1.203.205 passagerer i oktober.

Det særlige ved fremgangen er, at Norwegian i september transporterede 977.719 passagerer ved brug af 46 fly, og i oktober har der blot været to fly mere i drift, men til gengæld er passagertallet øget med 225.000 i løbet af måneden.

Det hænger sammen med, at Norwegian havde en belægning på imponerende 82,7 procent, hvilket var næsten ligeså højt som i oktober 2019 før coronapandemien. Dengang nåede man op på 87,1 procent. 

Herudover er det også bemærkelsesværdigt, at Norwegian er tæt på at komme op på siden af Ryanair, der i oktober havde en belægning på 84 procent, mens fremadstormende Wizz Air kun nåede op på 79,5 procent.

Stigende enhedsindtægter
Hos Norwegian er der også tilfredshed med trafiktallene for oktober.

“Dette er sjette måned i træk, der viser en stigning i antallet af passagerer, og vi er meget glade for at se, at rejselysten også ser ud til at holde sig på et højt niveau i vintersæsonen. Nu ser vi også, at især storbyerne er på vej tilbage igen,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Et andet positivt tegn ved oktober-tallene var udviklingen i enhedsindtægterne, der steg fra 0,35 til 0,50 norske kroner fra september til oktober, selvom enhedsomkostningerne i det seneste kvartal lå på 0,65 norske kroner og forventes at være stigende som følge af de høje brændstofpriser.

Haler ind på SAS
I september var der 1.148.000 passagerer med SAS, og hvis selskabet ikke har fået noget mere fart på genopretningen, kan Norwegian givetvis snart overhale SAS og genindtage positionen som det største flyselskab i Skandinavien målt på antallet af passagerer.

Svaret herpå kommer den 8. november, når SAS vil offentliggøre oktober måneds trafiktal.

 

Relaterede artikler:

Norwegian haler ind på SAS

Tæt på en million passagerer hos Norwegian

Norwegian tilbage på 2007-niveauet