Richard Møller Nielsen er halehelt på Norwegians Boeing 737-800 med registreringen EI-FVW. (Foto: Norwegian)

Norwegian fik succes med Ricardo-fly

Norwegians beslutning om at sætte Richard Møller Nielsen på haleroret af et af selskabets fly, har resulteret i en stor PR-mæssig gevinst.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian er kendt for sine såkaldte halehelte, hvor afdøde videnskabsmænd, forfattere, skuespillere og andre kendte personligheder, der har skabt bemærkelsesværdige resultater i deres samtid, bliver portrætteret på halen af et af selskabets flere end 100 fly.

Hidtil har de danske halehelte været koryfæer som H.C. Andersen, Karen Blixen, Tycho Brahe, N.F.S. Grundtvig og senest mere nutidige personer som Victor Borge og Dirch Passer.

I forbindelse med fejringen af 25-års jubilæet for den danske EM-triumf i Sverige i 1992, hvor Danmark blev europamester i fodbold, valgte Norwegian at afsløre tidligere landstræner Richard Møller Nielsen som ny halehelt på et af selskabets Boeing 737-800 fly.

Det var bestemt ikke nogen dårlig disposition, for da pressemeddelelsen landede på redaktionerne den 26. juni om morgenen, så blev det efterfølgende en historie, der blev skrevet om vidt og bredt. Lige fra de landsdækkende medier til sportsmedier samt sågar på den fynske fodboldklubs OB´s Facebook-side.

“Det gav os PR-værdi i millionklassen. Vi opnåede et bruttolæsertal på 1,6 milloner svarende til knap 30 procent af Danmarks befolkning, og et Facebook-opslag som dette blev det mest likede på Norwegians Facebook-side nogensinde,” fortæller Daniel Kirchhoff, der er informationschef i Norwegian i Danmark til Markedsforing.dk.

Perfekt valg og timing
Norwegian havde tilsyneladende opdaget, at Richard Møller Nielsen – eller Ricardo som han blev kaldt – var en meget folkekær personlighed, der aldrig fik den hyldest, som han fortjente. Ricardo døde i en alder af 76 år den 13. februar 2014, og det er første efter sin død, at han fik den anerkendelse, som han retteligt havde fortjent, hvilket der også var en svag antydning af, da sønnen Tommy Møller Nielsen kommenterede Norwegians beslutning om at sætte den tidligere landstræner på halen af et fly.

”Jeg er utrolig taknemmelig og beæret over, at Norwegian har valgt at hylde min far på haleroret af deres nyeste fly. Han er i løbet af de seneste år blevet hædret for sine bedrifter flere steder, og han ville også have været ekstremt stolt over denne flotte gestus. Min far oplevede mange forskellige europæiske byer i sin tid som landstræner, og jeg synes, det er fantastisk, at han nu kommer til at flyve rundt i hele Europa igen,” sagde Tommy Møller Nielsen, der selv er tidligere fodboldtræner og nuværende chefscout i Manchester United.

Den store PR-værdi har naturligvis skabt glæde hos Norwegian, der således ramte plet med valg af halehelt samt timingen for præsentationen.

“Jeg oplever, at valget af Ricardo som halehelt, har været med til at bringes os tættere på vores danske passagerer. Det har skabt glæde, Valget af ham blev endvidere genstand for en større debat om behandlingen af ham – blandt andet gik Mads Fuglede ind i debatten i Berlingske,” fortæller informationschefen til Markedsforing.dk.

Ricardo-flyet med registreringen EI-FVW kom omkring Københavns Lufthavn første gang den 29. juni på en flyvning fra London, og flyet har såmænd allerede også været på besøg i Manchester Airport, som sønnen Richard Møller Nielsen benytter på sine mange rejser med den britiske fodboldklub.

 

Relaterede artikler:

Lunken holdning til danske halehelte på norske fly

Hele Danmarks Dirch på norske fly

N.F.S. Grundtvig hyldet på Norwegian-fly

Dansk flypioner på Norwegian-hale

H.C. Andersen første dansker på Dreamliner