Norwegian Boeing 737-800 i Helsinki Airport. (Foto: Teemu Pesonen | GNU 1.2)

Norwegian genåbner base i Helsinki

Norwegian er klar til atter at placere fly og besætninger i Helsinki Airport, der bliver selskabets syvende base i Norden. I det kommende sommertrafikprogram flyves der til København og 26 andre destinationer.

Norwegian fortsætter genopbygningen af organisation og rutenetværk efter coronapandemien samt selskabets rekonstruktion, der blev afsluttet sidste forår.

Nu er turen kommet til Helsinki Airport, hvor Norwegian baserer 100 kabineansatte og 50 piloter, der skal være klar til den kommende sommer.

Basen i den finske hovedstadslufthavn blev lukket ned i april 2020, og genåbningen finder sted gradvist fra denne måned og i løbet af april og maj. De kommende ansatte på basen i Helsinki er fundet blandt næsten 2.000 ansøgere, oplyser Norwegian.

“Jeg er meget glad for, at vi er i stand til at genåbne vores base i Helsinki. Med de 150 nye mennesker i Helsinki bekræfter vi endnu en gang, at vi er tilbage i Finland, og jeg ved, at de alle ser frem til at byde vores passagerer velkommen om bord,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Til København fra maj
Basen i Helsinki Airport bliver den syvende i Norden. Udover hjemmebasen i Oslo Lufthavn har Norwegian gennem de seneste mange måneder genåbnet baser i København, Stockholm, Bergen, Stavanger og Trondheim.

I øjeblikket betjener Norwegian 14 ruter fra Helsinki Airport, hvor to af disse er indenrigsruter til Oulu og Rovaniemi. I løbet af sommeren sker der næsten en fordobling til 27 ruter, og det betyder blandt andet, at der atter flyves til København.

Ruten til den danske hovedstad genåbner den 1. maj med tre ugentlige afgange. Det er dog noget mindre end i foråret 2019, hvor det norske lavprisflyselskab udbød tre daglige rundture mellem Helsinki og København på alle hverdage.

Udover København-ruten samt de to indenrigsruter vil Norwegian flyve til Alicante, Athen, Barcelona, Burgas, Chania, Dubrovnik, Gdansk, Korfu, Krakow, Larnaca, London-Gatwick, Málaga, Nice, Oslo, Palma de Mallorca, Pisa, Pristina, Pula, Rhodos, Split, Stockholm, Tivat, Varna og Venedig.

 

Relaterede artikler:

Norwegian flyver igen fra Helsinki

Norwegian lukker indenrigsrute efter to måneder

Norwegian halverer nordisk hovedstadsrute fra CPH