Norwegian indfører brændstoftillæg

Det norske lavprisflyselskab Norwegian indfører fra og med 25. januar brændstoftillæg på selskabets ruter. Dermed vil flybilletterne hos Norwegian blive mellem 50 og 150 kroner dyrere pr. strækning. Brændstoftillæget indføres selvom olieprisen ikke er på samme niveau som i 2008, da Norwegian senest indførte tillægget.

(OPDATERET)

Priserne på flybrændstof er i løbet af de seneste 52 uger steget med op til 20 procent. Det får nu lavprisflyselskabet Norwegian til at indføre brændstoftillæg på selskabets ruter for alle billetter solgt fra den 25. januar.

Tillægget bliver på mellem 50 og 150 kroner afhænging af længden på den aktuelle flyvning. På indenrigsruter og ruterne til de europæiske storbyer vil tillægget blive på 50 kroner. På de sydeuropæiske ruter vil brændstoftillægget udgøre mellem 80 og 100 kroner, mens rejsende til Dubai skal betale 150 kroner pr. strækning.

Denye tillæg fra Norwegian er således højere end det var tilfældet i 2008. Dengang var tillægget på 50 kroner på indenrigsrejser og på 100 kroner på udlandsrejser. Et tilæg der blev indført i maj måned 2008 og bortfaldt i oktober måned samme år.

Da Norwegian senest indførte brændstoftillæg i 2008 var olieprisen på omkring 120 dollars pr. tønde. I øjeblikket ligger oliepriserne på ca.93 dollars pr. tønde, hvorfor Norwegian således har valgt at indføre tillægget på basis af andre forudsætninger end tidligere.Hertil skal dog siges, at kursen på dollars var 20 procentlavere i 2008 end det er tilfældet nu.

Det er olieprisen der bestemmer prisen på flybrændstof, der er noget højere, idet produktet har været gennem en raffineringsproces. Priset på jetfuel er lige nu omkring 107 dollars pr. tønde.

“Olieprisen har været høj længe, men nu har prisen nået et niveau, at vi måtte gøre noget,“ siger kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian til CHECK-IN.dk. Hun peger samtidig på, at konkurrenten SAS hele tiden har haft brændstoftillæg som en del af selskabets priser.

Det må forventes, at Norwegians konkurrenter også vil benytte lejligheden til også at indføre eller forhøje brændstoftillæg inden længe. Hos Cimber er kommentaren fra kommerciel direktør Lars Bording følgende: “Vi er klar med information og implementering, men afventer oliens og dollarkursens udviklinget par dage endnu, så vi har en sikker pejling på, hvor den er på vej hen.“

Foto: Norwegian indfører brændstoftillæg fra den 25. januar.