Norwegian har i flere uger i august valgt at wetlease Hiflys Airbus A380 til at betjene ruten mellem London-Gatwick og New York-JFK.
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Hiflys Airbus A380 bliver indsat i Norwegians trafikprogram. Det norske lavprisflyselskab er fast kunde hos Hifly, og de aktuelle udfordringer med Boeing 787 Dreamlinere ude af drift som følge af opgradering af Rolls-Royce motorerne, har gjort det muligt at wetlease megajumboen.
Første flyvning finder sted i dag fra London Gatwick Airport på rutenummer DI7015, og flyet vil indtil videre være at finde på ruten fra den 3. til den 12. august. Det bekræfter Norwegian til det internationale nyhedsbureau Bloomberg.
Frem til udgangen af juli har Norwegian benyttet en wetleaset Boeing 747-400 fra spansk Wamos Air på eftermiddagsafgangen mellem London og New York, men nu bliver det i stedet i nogle uger verdens største passagerfly, der skal betjene ruten.
747´eren fra Wamos Air havde plads til 475 passagerer i en toklasses-konfiguration med 24 Business Class sæder og 451 på Economy Class. Så mange sæder er der ikke i A380´eren, der fremstår i den oprindelige konfiguration fra Singapore Airlines. Her er der plads til 471 passagerer fordelt på 12 i First Class, 60 i Business Class og 399 i Economy Class-sektionen.
Afviser ikke besøg i Skandinavien
A380´eren fra Hifly har været meget omtalt de seneste dage, efter at flyet blev chartret af Thomas Cook Airlines Scandinavia til at flyve Spies-gæster fra København til Larnaca og retur samt gæster fra Ving fra Oslo til Mallorca.
Årsagen til, at Norwegian wetleaser flyet fra Hifly, hænger sammen med de løbende opgraderinger af motorerne på Dreamliner-flyene, og Norwegian har i denne sommer wetlease fly fra fem forskellige flyselskaber for at få trafikprogrammet til at hænge sammen, mens Dreamliner-flyene succesivt er på jorden.
“Det glæder os at kunne tilbyde denne løsning til vores kunder, så vi kan sikre, at deres rejse ikke bliver påvirket af disse omstændigheder,” siger en talsmand fra Norwegian.
Norwegian vil samtidig ikke afvise, at A380´eren kan komme på besøg i Oslo eller København i løbet af leasingperioden, hvis der skulle opstå en situation, hvor det vil kunne blive nødvendigt.
Relaterede artikler:
HiFly lander første kunde til A380
Chartergæster med A380 fra København
Norwegian indsætter Boeing 747 til New York