Norwegian har sænket forventningerne til resultatet for 2024 med op til 400 millioner kroner. Billetpriserne har været faldende de seneste måneder, og samtidig stiger enhedsomkostningerne.
Norwegian-koncernen har netop offentliggjort trafiktallene fra juni, og de viser, at Norwegian og Widerøe tilsammen fløj med 2.592.482 passagerer, hvilket er en stigning på 10 procent i forhold til samme måned sidste år.
Som vanligt er det Norwegian, der er det største af de to flyselskaber med i alt 2.245.735 passagerer, mens 346.747 fløj med Widerøe. Passagerfremgangen hos Norwegian var på 11 procent, mens der var seks procent flere passagerer i flyene hos Widerøe, der blev en del af Norwegian-koncernen i januar i år.
Hos Norwegian kan man glæde sig over passagerfremgangen, men et fald i belægningen på 1,4 procentpoint til 84,4 procent samt et fald i enhedsindtægterne på tre procent, er dog et skår i glæden.
”Jeg er glad for den tocifrede procentvækst i passagertallet for Norwegian sammenlignet med juni sidste år og for den gode udvikling i passagertallet, som Widerøe har. Norwegian har haft en lille nedgang i indtægt per passagerkilometer og belægning, hvilket først og fremmest skyldes en væsentlig kapacitetsøgning på de længere flyvninger. Vi ser frem til at flyve et stigende antal kunder, når de skal på sommerferie i år,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Nedjusterer med op til 400 millioner kroner
Det er anden måned i træk med faldende enhedsindtægter, og det får samtidig Norwegian-koncernen til at nedjustere forventningerne til driftsresultatet (EBIT) for 2024, der i april blev estimeret til mellem 2,5 og 3,2 milliarder norske kroner (1,64 til 2,10 milliarder danske kroner) uden Widerøe.
Nu forventer koncernen inklusive Widerøe et resultat på mellem 2,1 og 2,6 milliarder norske kroner, hvilket svarer til mellem 1,38 til 1,70 milliarder danske kroner.
Det er først og fremmest en svagere efterspørgsel end forventet i andet kvartal, der er årsag til nedjusteringen. Derudover har Norwegian for nylig indgået en dyr lønaftale med piloterne, og sammen med ubalance mellem den norske krone og den amerikanske dollar samt indleje af fremmed flykapacitet, kommer det til at påvirke resultatet.
Relaterede artikler:
Yieldsvagheden breder sig hos flyselskaberne