Norwegian-koncernen kom ud af første kvartal af 2024 med et nettounderskud på 575 millioner kroner. Resultatet inkluderer nu Widerøe og var en lille forbedring i forhold til samme kvartal sidste år.
Norwegian-koncernen, der siden 12. januar 2024 også har inkluderet både Norwegian og Widerøe, øgede i første kvartal omsætningen med 55 procent fra 3.975 millioner norske kroner (2.525 millioner danske kroner) til nu 6.144 millioner norske kroner (3.900 millioner danske kroner).
Denne markante øgning af toplinjen satte dog ikke i første omgang et aftryk, der også kunne vise en tilsvarende fremgang på bundlinjen. Norwegian kom ud af kvartalet med et nettounderskud på 903,5 millioner norske kroner (575 millioner danske kroner) mod et minus på 992,8 millioner norske kroner (630 millioner danske kroner) i første kvartal af 2023.
Det er således blot en resultatforbedring på 55 millioner kroner, der er sket i det traditionelt svage første kvartal af 2024, men som i år var begunstiget ved af indeholde påsketrafikken. Ifølge Norwegian var resultatet også påvirket af svingninger i valutakurser, hvilket alene kostede et tab på 80 millioner kroner i kvartalet.
Selvom der er tale om en relativt svag resultatforbedring, mener ledelsen alligevel, at man er på vej fremad.
”Forbedringen fra 2023 er et klart tegn på, at vores tiltag på både indtægts- og omkostningssiden fungerer og tager os i den rigtige retning. Videre har vi øget kapaciteten kraftigt til den kommende sæson,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Tilpasset kapacitet i kvartalet
Kvartalsresultatet er skabt på baggrund af 4,75 millioner passagerer, der rejste med de to selskaber, hvor 3,97 millioner var passagerer i de rødnæsede Norwegian-fly, mens 780.000 havde haft en flyvning i Widerøes grønne fly.
Koncernens fly bestod ved kvartalets udgang af 136 fly, heraf 87 i Norwegian og 49 i Widerøe. Men det var ikke alle, der var i drift i det forgangne kvartal, for selvom Norwegian øgede kapaciteten med tre procent i kvartalet, var den 13 procent lavere end kvartalet før.
Samlet kom begge selskaber ud af kvartalet med en belægning 83,5 procent, og det var trods alt en pæn fremgang på 2,6 procentpoint i forhold til første kvartal af 2023, hvor Norwegian alene repræsenterede en belægning på 80,9 procent.
Stigende enhedsindtægter- og omkostninger
Norwegians enhedsindtægter er steget fra 0,63 norske kroner i første kvartal af 2023 til 0,73 norske kroner i årets første kvartal af 2024, og samlet lander de to selskabers enhedsindtægter på 0,88 norske kroner, da Widerøe alene repræsenterer en enhedsindtægt på 2,84 norske kroner.
Norwegian oplyser dog ikke de samlede enhedsomkostninger for de to selskaber, men enhedsomkostningerne for Norwegian er steget fra 0,80 til 0,85 norske kroner.
”Sammen med Widerøe-organisationen ser vi på, hvordan opkøbet kan skabe et endnu bedre tilbud til nye og eksisterende kunder. Dette inkluderer blandt andet, at vi ser på, hvordan vi kan forenkle rejsen fra alle dele af Norge og hele vejen ud i Europa. Vi skal skabe synergier sammen, både kommercielt og i driften, og har allerede set gevinster fra de første tiltag,” lyder det fra koncernchefen.
Relaterede artikler:
CPH får 18 procent af Norwegians kapacitet i 2024