Norwegian overhaler easyJet og Ryanair

Den norske vækstkomet synes ikke til at stoppe. Selskabet havde i januar måned en passagervækst på 28 %, hvilket er betydeligt mere end eksempelvis easyJet og Ryanair.

(OPDATERET)

Målt på vækst i antal passagerer er lavprisflyselskabet indehaver af titlen som Europas hurtigst voksende flyselskab.

Det viser de seneste trafiktal for januar måned, som Norwegian offentliggjorde fredag morgen. I januar transporterede selskabet 827.743 passagerer sammenlignet med 648.302 i samme måned året før. Det svarer til en vækst på 28 %. Hermed har selskabet de seneste 12 måneder haft ikke færre end 11 mio. passagerer med på sine fly.

Europas største lavprisflyselskab Ryanair havde i januar måned en passagervækst på 9 %, således at det irske selskab nåede op på 4,44 mio. passagerer i årets første måned. Det er også værd at bemærke, at Ryanair havde en belægningsprocent på 70 % på sine flyvninger, mens Norwegian formåede at få solgt 72 % af alle udbudte sæder i januar måned. Altså en bedre udnyttelse af flyenes kapacitet hos det norske selskab.

EasyJet, der rangerer som Europas næststørste lavprisflyselskab, transporterede i januar måned 3,14 mio. passagerer, hvilket svarer til en vækst på 10,7 %. Selskabet var dog bedre en både Norwegian og Ryanair til at udnytte flyene, idet hele 75,7 % af den udbudte kapacitet var solgt.

“Vi er godt tilfredse med både passagervæksten og belægningsprocenten i januar, specielt med tanke på, at januar er årets sæsonmæssigt svageste måned. Vi indfaser løbende flere af vores nye Boeing 737-800 fly med større kapacitet, hvilket reducerer vores omkostninger og dermed billetpriserne. Samtidig reduceres udslippene per passager også kraftigt, så det gavner både miljøet og pengepungen hos vores rejsende,“ siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

En ting er der vækst – en anden ting er indtjening. Norwegian havde således i januar måned et fald i den gennemsnitlige billetindtægt (yield´en) på ikke mindre end 21 %.