Norwegian overvejer allerede i år at bestille nye Dreamlinere til at supplere de otte, som er bestilt. Selskabet har kig på at gå et nummer op i størrelse.
Selv ikke et verdensomspændende mere end to måneder langt flyveforbud til hele flytypen samt månedlange forsinkelser på de fly, som Norwegian selv har bestilt, kan få Norwegian til at miste troen på Boeing 787 Dreamliner-flyet.
Endnu inden Norwegian har fået leveret det første af de otte Dreamliner-fly, som selskabet har bestilt hos Boeing, lufter Norwegians direktør, Bjørn Kjos, muligheden for at afgive en ny bestilling på flere Dreamliner – formentlig allerede i år. Det skriver Bloomberg.
6,1 meter længere
I øjeblikket er Norwegians plan at modtage tre Dreamlinere i år, fire næste år og ét i 2015. Fem leases gennem ILFC, mens Norwegian selv køber de sidste tre. Alle otte er af typen Boeing 787-8, som er den mindste af de to versioner, som Boeing foreløbig forventer at bygge af Dreamlineren.
Bjørn Kjos siger til Bloomberg, at Norwegian har kig på den 6,1 meter længere 787-9 til en eventuel ny bestilling af Dreamlinere.
De 49 Dreamlinere, der var leveret til i alt otte luftfartsselskaber, da flyveforbuddet blev udstedt i midten af januar, er alle 787-8 versionen. De første 787-9’ere skal efter planen leveres til Air New Zealand næste år.
Luftfartsselskaber fra hele verden har tilsammen bestilt 890 eksemplarer af Dreamlineren. Heraf 543 Boeing 787-8 og 347 Boeing 787-9. Indtil videre har Boeing kun 787-8 og 787-9 versionerne på menukortet, men flyproducenten har gennem længere tid overvejet at introducere en endnu længere 787-10 version.