Foto: PR/David Dyson

Norwegian påtænker split af langrutedivision

Et nej fra USA til Norwegian om at flyve til landet på irsk driftstilladelse kan ifølge selskabet føre til, at man deler langrutetrafikken i to selskaber. Imens presser EU på for svar.

Norwegians administrerende direktør, Bjørn Kjos, har måttet vente længe og tålmodigt på de amerikanske myndigheder. For der er endnu ikke kommet svar fra US Department of Transportation (DOT) på hans ansøgning om at få tilladelse til at lade Norwegians irske datterselskab, Norwegian Air International, flyve til USA.

Norwegian flyver fortsat langruter på sin norske driftstilladelse, men Bjørn Kjos har ikke forspildt ventetiden til at overveje, hvad et eventuelt afslag vil få af konsekvenser.

”Hvis ikke vi får tilladelse til at flyve på USA med vort irske datterselskab, vil det i værste tilfælde betyde, at vi må operere vores langruter med to selskaber – et som flyver østover, og et som flyver vestover,” siger Bjørn Kjos til CHECK-IN.dk.

Han henviser til, at det ene selskab vil betjene USA, imens det andet vil betjene de øvrige langruter.

50 fly til USA
Topchefen erkender dog, at det langt fra vil være den optimale løsning.

”Det vil give både os og vores passagerer en dårligere fleksibilitet, fordi flyene vil være i to forskellige selskaber, der flyver i hver sin retning. Men det står ikke i vejen for, at vi er klar til at flyve til USA,” siger han og tilføjer:

”Vi vil kunne beskæftige 40-50 Dreamlinere mellem Europa og USA.”

Fagforeninger i protest
Norwegian sendte sin ansøgning til DOT i december 2013. Tilladelsen drejer sig ikke om, hvorvidt Norwegian må flyve til USA, for med de nuværende tilladelser kan selskabet flyve frit mellem Europa og USA.

Men Norwegian ønsker, at opgaven skal varetages af sit irske datterselskab, og det har fået blandt andet amerikanske fagforeninger til at råbe vagt i gevær.

Fagforeningerne protesterer over, at et norsk flyselskab vil flyve mellem USA og Europa med fly placeret i et irsk selskab og personale, der har base i Thailand. Det, mener de amerikanske fagforeninger og flyselskaber, er konkurrenceforvridende, og at Norwegian blandt andet gør det for at undgå de mere strikse norske arbejdsregler.

EU til undsætning
I mellemtiden har Norwegian imidlertid fået hjælp til sin kamp. EU’s transportkommissær, Violeta Bulc, har for nylig under et besøg i USA i kraftige vendinger kritiseret myndighedernes forhaling af processen om at lade Norwegians irske datterselskab beflyve USA.

Med henvisning til EU-US open-skies-aftalen fra 2008 er Violeta Bulc af den klare overbevisning, at de amerikanske myndigheder bør lade Norwegians irske datter flyve transatlantiske ruter, skriver Bloomberg.

”Jeg overvejer alvorligt alle mulige løsninger på dette problem,” siger Violeta Bulc og tilføjer:

”Jeg håber, der hurtigt vil blive taget skridt til at sikre overholdelse af lufttransport-aftalen mellem EU og USA.”

Senest har også Det Engelske Transportministerium offentligt presset på for et svar fra DOT på Norwegians ansøgning. I dette tilfælde handler det imidlertid om at flyve mellem England og USA med datterselskabet Norwegian Air UK.

Ansøgningen blev sendt for to måneder siden, og dermed har DOT ifølge Det Engelske Transportministerium brugt længere tid på at give en tilladelse til Norwegians datterselskab, end det har taget at give tilladelse til andre europæiske flyselskaber, skriver Air Transport World.

Læs også: