Norwegian skal flyve Transavias passagerer

Det norske lavprisselskab Norwegian skal flyve Transavias passagerer på de ruter, som selskabet aflyser per 1. november. Alle kunder, som bliver berørt af aflysninger, vil blive kontaktet af Transavia med tilbud om ombooking eller pengene retur.

Det hollandske lavprisselskab Transavia.com meddelte i slutningen af september, at selskabet lukkede ned i Danmark i erkendelse af, at kampen mod Norwegian og Cimber Sterling var tabt

I første omgang lovede Transavia kunderne pengene retur, hvis deres afgang dermed blev aflyst, men der var uklarhed om, hvilke afgange der blev aflyst. Senere meddelte Transavia.com, atkunderne kunne vælge mellem at få pengene retur, eller ombooking til et andet flyselskab på Transavias regning.

Transavia lukker en del af de danske ruter allerede per 1. november og her har man nu indgået en aftale med Norwegian for at kunne tilbyde de berørte passagerer ombooking på de pågældende afgange.

”Vi er glade for, at Transavia har valgt Norwegian som samarbejdspartner. Som det største lavprisselskab i Skandinavien er vi et oplagt valg. Vi flyver i forvejen tusindvis af danskere til samme destinationer med vores nye fly og har netop udvidet antallet af afgange,” siger Johan Bisgaard Larsen, der er den danske presse- og markedschef hos Norwegian.

De passagerer, som bliver berørt af aflysninger, vil blive kontaktet af Transavia med tilbud om ombooking eller pengene retur. Alle spørgsmål i forbindelse med ombooking og eventuel ændring af rejsetidspunkt rettes til Transavia, indtil ombooking er sket.

For de passagerer, der ønsker ombooking, vil Norwegian ombooke passagererne og sende nye rejsedokumenter inden for syv arbejdsdage for individuelle passagerer.

”Det er beklageligt, at Transavia lukker deres operation, men det glæder os, at vi kan hjælpe med at flyve passagererne på ferie alligevel. Der er ikke noget mere ærgerligt end at få aflyst en ferie, man har set frem til længe,” siger Johan Bisgaard Larsen.

Der er ingen tvivl om, at det er en streg i regningen for Cimber Sterling, at Transavia nu overlader de aflystramte passagerer til den norske lavpriskonkurrent. Cimber Sterling har indsat ekstra kapacitet på flere af Transavia-ruterne i håb om at kunne samle passagerer op, der måtte få aflyst deres rejse.