Norwegian topper væksten hos lavprisflyselskaberne

Endnu engang overgår Norwegian markedets forventninger med en imponerende vækstrate i november måned.

De to største europæiske lavprisflyselskaber Ryanair og easyJet har gennem de senere år konstant været førende på passagervækst. Nu overhales de to selskaber af opkomlingen Norwegian, der i november måned kunne præsentere en passagervækst på ikke mindre end 28 % i forhold til året før. Det svarer til, at ca. 200.000 flere passagerer rejste med det norske lavprisflyselskab i november måned. Samlet valgte 933.000 passagerer at flyve på en selskabets 180 ruter, derberører ca. 90 destinationer.

Lidt mere beskeden var væksten hos Ryanair i november måned. Her rejste 640.000 flere passagerer med det irske lavprisflyselskab, der øgede til 4,96 mio. passagerer. En stigning på ca. 15 %.

EasyJet kunne øge med 12,2 % svarende til ca. 366.000 passagerer, hvilket gjorde, at selskabet kunne nå op på 3,35 mio. passagerer i november måned.

Norwegian_pressemøde

Norwegian-koncernchef Bjørn Kjos ved dansk pressemøde

Kun easyJet havde fremgang i belægningsprocenten, der steg til 84,8 %. Ryanair evnede kun at få 80 % af sæderne afsat, mens Norwegian med 74 % havde rigeligt med plads til flere passagerer.

Det er værd at notere sig, at Norwegian havde en tilbagegang i yield´en (den gennemsnitlige indtægt pr. passager) på 20 %. Det skyldes især, at selskabet i samme måned året før havde et brændstoftillæg som en del af den samlede billetpris.

Til sammenligning kunne SAS Scandinavian Airlines i november måned notere en tilbagegang i passagertallet på 7,7 %. Belægningsprocenten steg dog med 1,5 procentpoint til 67,9 %.