Norwegian truer med retssag

Norwegian-chef Bjørn Kjos vil ikke acceptere, at et nyt norsk flyselskab tager navnet Norwegian Express. Truer med domstolene, hvis det nye selskab ikke ændrer navnet.

Der er ca. 2 – 300 virksomheder i Norge, der hedder noget med “Norwegian“ – på samme måde som mange selskaber i Danmark hedder noget med “Danish“.

Men alligevel vil flyselskabet Norwegian Air Shuttle – i daglig tale kendt som Norwegian – ikke acceptere, at et nyetableret flyselskab har valgt navnet Norwegian Express.

Norwegian Express blev etableret i sidste uge og forventer at påbegynde operationer i august måned til lufthavne i Nord-Norge, som i dag ikke har direkte flybetjening. Selskabet vil operere på baggrund af indleasede fly af typen ATR 42-500.

“Vi har sagt, at de må overveje navnet. Hvis de ikke laver det om, vil vi bede vores advokat om at se nærmere på det. Hvis advokaten mener, at vi har en sag, vil den skulle prøves ved domstolene,“ siger Norwegian-chefen Bjørn Kjos til norske VG Nett.

I det nye selskab Norwegian Express mener man ikke at have gjort noget galt i forbindelse med navnevalget. “Der er mange selskaber, der bruger ordet Norwegian. Vi synes, at det er et navn, der klinger godt. Det er let at udtale – både i Norge og i udlandet,“ udtaler Bjørn Hansen, der er daglig leder af Norwegian Express.

Hvorvidt striden ender i en retssal er tvivlsomt. Norwegian Express erkender nemlig, at der er en vis lighed, hvorfor man vil overveje at ændre navnet, hvis det giver problemer for det nye selskab.

Noget tyder på, at Norwegian Express ikke alene har kopieret navnet fra den norske storebroder, men også evnen til at tiltrække sig opmærksomhed i medierne gennem sager af denne art.