Med næsten 1,7 millioner passagerer i april fløj Norwegian det samme antal rejsende som i april for 10 år siden, der var sidste måned før opstarten af langdistanceruterne. Enhedsindtægterne er i dag 56 procent højere end dengang.
Norwegian startede sin langrutesatsning tilbage i slutningen af maj 2013, og derfor var april 2013 den sidste måned, hvor selskabet blot udbød rejser på kort- og mellemdistanceruter.
I april 2013 transporterede Norwegian 1.710.279 passagerer, og det er omtrent samme niveau som i april 2023, hvor 1.672.455 passagerer var ombord på de rødnæsede fly. Dermed er Norwegian tilbage ved udgangspunktet, men det er i dag et selskab, der er i noget bedre form end dengang.
Til forskel fra 2013 opnåede Norwegian en kabinefaktor på 83,1 procent i dette års april, mens det for 10 år siden kun lykkedes at sælge 73,6 procent af den udbudte kapacitet. Ydermere var billetindtægten per fløjet passagersædekilometer på 0,61 norske kroner i april 2023, mens den i 2013 var på blot 0,39 norske kroner.
Selvom enhedsindtægterne i dag er 56 procent højere end for 10 år siden, har omkostningerne da også ændret sig. I fjerde kvartal af 2022, der er seneste finansielle rapportering fra Norwegian, var enhedsomkostningerne på 0,73 kroner, hvorfor dette års april angiveligt har resulteret i et lille plus, når man tager højde for de supplerende indtægter på gebyrer og afgifter.
“Vi er tilfredse med trafiktallene i denne måned. April er den første måned i vores sommerprogram, hvor vi udbyder flere ruter og hyppigere afgange til vores mange rejsemål i Norden og Europa. Vi er specielt glade for, at de gode takter i bookingerne fortsætter, som vi går mod sommeren,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Udsigt til stærk sommer
April var til trods for årstiden udfordret rent vejrmæssigt. Den 25. april var der et voldsomt snevejr i Oslo-regionen, der forstyrrede flytrafikken i Oslo Lufthavn, og det førte til store forsinkelser og omkring halvdelen af månedens aflysninger.
Punktligheden landede trods dette på 83,4 procent, mens regulariteten dykkede til 99,2 procent.
I april havde Norwegian i alt 71 fly i drift, og det ventes at stige til 79 fly, når højsæsonen sætter ind. Af disse er 68 den klassiske arbejdshest, Boeing 737-800, mens selskabet forventer at beskæftige 11 Boeing 737 MAX 8 i sommeren, hvoraf seks tidligere har været på vingerne for nu konkursramte Flyr.
Af samtlige 79 fly vil 14 have base i Københavns Lufthavn, og fra det danske marked tilbydes alene 66 ruter med en samlet kapacitet, der er 14 procent højere end i 2022.
“Vi er glade for, at stadig flere vælger at flyve med Norwegian, og jeg glæder mig til at byde nye og eksisterende passagerer velkommen om bord i det, der ser ud til at kunne blive den stærkeste sommer for Norwegian nogensinde,” lyder det fra koncernchefen.
Relaterede artikler:
Widerøe: Markedet falder i forhold til 2022