Norwegians statslige bankforbindelse genåbner

Amerikanske politikere har besluttet at genåbne den statslige eksportkreditbank, som låner blandt andre Norwegian milliarder af dollars til at købe Boeing-fly for.

Efter at have været lukket i næsten et halvt år, så er der nu udsigt til at den amerikanske stats eksportkreditbank, US Export-Import Bank, vil blive genåbnet. Og det vækker uden tvivl glæde hos den amerikanske flyproducent Boeing og en lang række ikke-amerikanske flyselskaber.

Banken har nemlig tidligere i stor stil været med til at finansiere udenlandske flyselskabers køb af Boeing-fly. Eksempelvis fik Norwegian i 2012 bevilget en lånefacilitet på 500 mio. dollars, svarende til over 2,8 mia. danske kroner, fra banken til nordmændenes ekspansion i det europæiske luftrum.

Lånefaciliteten fra US Export-Import Bank skulle være med til at finansiere Norwegians flyindkøb i perioden fra 2013 til 2015. Lånet var samtidig en del af den samlede finansieringspakke, som gjorde det muligt for Norwegian at betale for de mere end 270 flyvemaskiner fra Boeing og Airbus, som selskabet bestilte i 2012 til levering frem til år 2022. Til det formål optog Norwegian lån hos både private og statslige finansieringsinstitutioner.

Sat i verden
Mere end 80 procent af bankens lån gik til udenlandske købere af Boeing-fly, selvom det generelle formål med banken var at hjælpe små amerikanske virksomheder til at få udenlandske ordrer. Med 175.000 ansatte og en omsætning på omkring 400 mia. kroner kan Boeing næppe kaldes en mindre amerikansk virksomhed.

Da den politiske aftale om eksportkreditbanken udløb 30. juni i år vægrede mange amerikanske politikere sig da også ved at forlænge aftalen om banken, da den ifølge politikerne ikke i tilstrækkelig grad opfylder det formål, som den er sat i verden for.

Nu ser der imidlertid ud til at være et politisk flertal for at genåbne banken og igen give udenlandske flyselskaber mulighed for at låne amerikanske skattekroner til flykøb. En genåbning forventes således vedtaget i den amerikanske kongres fredag i forbindelse med vedtagelsen af en større transportaftale.

Egne stenrige stater
En af de hårdeste kritikere af bankens udlånsvirksomhed til udenlandske flyselskaber har været Delta Air Lines, der har peget på, at banken yder lån til selskaber som Emirates og Qatar Airways. Selskaber, som ikke burde have problemer med at finde finansieringsmuligheder hos deres egne stenrige stater. Og selskaber, som giver Delta Air Lines, United Airlines og American Airlines hård konkurrence i disse år.

US Export-Import Bank’s danske pendant hedder EKF, som er en forkortelse for Eksport Kredit Fonden.