Fly tankes op. (Foto: Norwegian | Aalborg Lufthavn | PR)

Nu sættes udbud af grøn indenrigsrute i gang 

Partierne bag aftalen om den såkaldte grønne indenrigsrute er blevet enige om, at tiden er inde til at sende den i udbud. Aftalekredsen har valgt at fastholde udskældt model.

Siden regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne henimod slutningen af 2023 nåede til enighed om med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti om aftalen kaldet Grøn Luftfart har denne påkaldt sig en del opmærksomhed fra branchen.

I tillæg til at den omfatter den differentierede passagerafgift, der er blevet kritiseret fra flere sider, blev der også afsat midler til at etablere den grønne indenrigsrute, som statsminister Mette Frederiksen (S) første gang præsenterede i sin nytårstale i januar 2022.

Sidenhen har oplægget til ruten, der efter planen skal sættes i gang i år, været sendt i høring, hvor både flyselskaber og forskellige organisationer har budt ind med deres bemærkninger, og tirsdag er man kommet et skridt videre, da aftaleparterne netop er nået til enighed om den videre proces.

Skal kigge i retning af elfly
Ifølge Transportministeriet er næste skridt, at ruten sendes i udbud. Det løber i første omgang til og med 2026, men foretages med en option på forlængelse til 2027.

”Herefter vil der afholdes et nyt udbud gældende for årene til og med 2029, hvor der stilles krav om anvendelse af 100 procent grønne drivmidler, hvis den internationale certificering af SAF (sustainable aviation fuel, red.) er på plads,” skriver ministeriet.

”Samtidig er parterne enige om, at udgangspunktet for det næste udbud så vidt muligt og inden for rammerne af EU-retten er skærpede bæredygtighedskrav med fokus på e-fuels eller elektriske fly, så udbuddet prioriterer disse frem for biobaseret SAF, hvis de eksisterer på markedet.”

Holder fast i dråbe-til-dråbe-model
Hidtil har det været intentionen, at ruten skulle flyves ved hjælp af dråbe-til-dråbe-modellen således, at et fly fløj med 100 procent bæredygtigt flybrændstof, der fysisk var ombord på det givne fly, men det har der været en udfordring med.

Det er nemlig endnu ikke tilladt at foretage passagerflyvninger med mere end en iblanding af 50 procent SAF, da den nødvendige internationale certificering for flyvninger med udelukkende bæredygtigt brændstof endnu ikke er foretaget.

Modellen er desuden også blevet kritiseret af en del aktører i branchen, da man har foretrukket det såkaldte massebalanceprincip.

Det går kort sagt ud på, at der iblandes en mængde SAF i tankanlæggene, mens det suppleres af flere andre initiativer såsom handel med SAF-certifikater, der fungerer som en slags kompensation for flyvninger på jet fuel.

Aftalekredsen har dog valgt at fastholde dråbe-til-dråbe-modellen, oplyser Transportministeriet. Herfra lyder det, at parterne er blevet enige om at sende den grønne rute i udbud med så meget iblanding som muligt, men fordelt på flere fly for at opnå den samme klimaeffekt.


Relaterede artikler:

Bekendtgørelse om grøn dansk indenrigsluftfart klar (opd.)

Grøn indenrigsrute: Uholdbart og urealistisk i 2025

Transportministeren bifalder grøn Norwegian-plan