Brussels Airlines åbner en ny oversøisk rute til Kilimanjaro i Tanzania. Dermed understreger det belgiske flyselskab sin stærke tilstedeværelse i på det afrikanske kontinent. Også flere flyvninger til København.
Brussels Airlines er blandt de europæiske flyselskaber med de fleste direkte ruter til Afrika. Nu udvider det belgiske flyselskab sit netværk til det afrikanske kontinent med en direkte rute til Kilimanjaro i Tanzania. Det bliver destination nummer 18 til den del af Afrika, som ligger syd for Sahara.
Kilimanjaro er en populær indgang til Afrika for ferierejsende, der ønsker at udforske lande og områder i Østafrika. Med ruten får rejsende kort vej til oplevelser på og omkring Mount Kilimanjaro, der er Afrikas højeste bjerg. Fra lufthavnen i Kilimanjaro er der også nem adgang til Serengeti Nationalpark og Ngorongoro-beskyttelsesområdet, som begge er på Unesco liste over verdensarv.
“Afrika syd for Sahara er vores andet hjem, og vi er glade for at kunne tilføje en attraktiv destination til vores netværk på dette smukke kontinent. Tanzania er en topdestination for safarirejser, og vi er stolte af at bidrage til den lokale økonomi ved at forbinde Kilimanjaro med Bruxelles og videre derfra,” siger Dorothea von Boxberg, CEO i Brussels Airlines i en pressemeddelelse.
18 destinationer til Afrika
Ruten åbner efter planen 3. juni 2026, og der bliver to afgange om ugen. Fra Bruxelles flyves direkte til Kilimanjaro på onsdage og søndage. Returflyvningen til Bruxelles har en mellemlanding i Nairobi i Kenya.
Flyvningerne til Kilimanjaro vil blive udført med en Airbus A330-300. Flyet har 288 sæder fordelt på business class, premium economy class og economy class.
Når Kilimanjaro bliver åbnet, vil Brussels Airlines’ netværk i Afrika syd for Sahara vokse til 18 destinationer. Det bliver den femte destination i Østafrika efter Entebbe i Uganda, Kigali i Rwanda, Bujumbura i Burundi og Nairobi i Kenya.
Flere flyvninger til København
Brussels Airlines oplyser, at der er planlagt flere ændringer og tilføjelser i sommerprogrammet. På langdistancenetværket øges kapaciteten til Freetown i Sierra Leone fra fem til seks ugentlige flyvninger.
Også på kort- og mellemdistancenetværket øger Brussels Airlines kapaciteten. Spanien og Portugal får 17 ekstra ugentlige flyvninger fordelt på Barcelona, Malaga, Alicante og Oporto.
København får fem ekstra flyvninger om ugen, Prag får fire ekstra ugentlige flyvninger, mens der er planlagt to ekstra frekvenser om ugen til Budapest.
Relaterede artikler:
Efter næsten 30 år: Tilbage til Kilimanjaro

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


