Ny Cimber-strategi betyder farvel til Boeing 737

Cimber Sterling har besluttet succesivt at udfase selskabets seks store Boeing 737-fly i forbindelse med ophør af de uopsigelige leasingaftaler. Det betyder ikke umiddelbart afskedigelser blandt de 850 medarbejdere i det danskbaserede flyselskab.

(OPDATERES)

Cimber Sterling har netop offentliggjort hovedelementerne i selskabets nye strategi.

En strategi der medfører, at Cimber Sterling skal udfase selskabets 148 sæders Boeing 737-700 fly i takt med, at de uopsigelige leasingaftaler udløber.

Det ventes ikke i første omgangat få beskæftigelsesmæssige konsekvenser for de godt 850 medarbejdere i det danskbaserede flyselskab. Selskabet forventer gennem medarbejdernes “fleksibilitet“, at man kan undgå afskedigelser gennem omplacering og naturlig afgang.

“Vi forventer, at vi skal udvikle selskabet med nordisk fokus i stedet for dansk fokus. Vi får etableret en overgangsordning for vores medarbejdere, specielt produktionsmedarbejdere,“ siger CCO, Jacobs Krogsgaard til CHECK-IN.dk.

I sommertrafikprogrammet 2011 beskæftigede Cimber Sterling seks leasede Boeing 737-fly samt et indlejet Boeing 737-400 fly med besætning fra det spanske flyselskab Calima Aviacion.

Cimber Sterling beskæftiger et Boeing 737-700 fly, der principielt kan tilbageleveres i april måned næste år. Flyet er i modsætning til de fem øvrige Boeing-fly ikke på en uopsigelig operationel leasingkontrakt, men opereres under en ”power by the hour” aftale, hvor Cimber Sterling betaler udlejer for de timer, som flyet beskæftiges. Man kan sige, at Cimber Sterling med denne aftale ”passer” flyet for udlejer.

Men i marts måned 2013 udløber de uopsigelige leasingkontrakter på yderligere tre Boeing-fly, mens de sidste to udløber i marts måned 2014.

”Udløbsdatoerne på leasing-kontrakterne er som beskrevet, men vi vil nu gå idialog med lessors for at finde den mest hensigtsmæssige afvikling for begge parter, “ siger Jacob Krogsgaard.

Derfor kan udfasningen meget vel ske på et tidligere tidspunkt, end leasingaftalerne foreskriver.

Beslutning var ventet

Beslutningen om at udfase de store Boeing-fly kommer ikke bag på iagttagere i branchen. Allerede den 16. juni da ukrainske Mansvell Enterprises blev præsenteret som ny investor, var signalerne om ophør af fritidsruterne tydelige.

Den daværende bestyrelsesformand Vilhelm Hahn-Pedersen oplyste, at det var den nye investors hensigt at skabe et stort regionalt flyselskab på baggrund af Cimber Sterlings børsplatform.

“Udover markant at styrke Cimber Sterlings kapitalgrundlag vil den nye majoritetsaktionær yderligere kunne medvirke til at udvikle Cimber Sterling i rollen som en vigtig luftfartsoperatør på det danske indenrigsmarked og det regionale nordiske marked, hed det ipressemeddelelsen fra Cimber Sterling tilbage i juni måned.

Mere tydeligt kunne det ikke siges.

Da det svenske flyselskab City Airline, der også er ejet af Mansvell Enterprises, i efteråret måtte opgive fritidsruterne og tilbagelevere 3 MD80-fly til SAS, var skriften på væggen mere endtydelig for Cimber Sterling og selskabets ansatte i 737-produktionsenheden.

“Cimber Sterling vil i fremtiden satse på to mindre fly, en turboprop og en jet. Det betyder bl.a., at Boeing-flyene udfases i løbet af de næste år. ”Vi går fra at have fem flytyper i Cimber Sterling og Skyways til i fremtiden kun at have to mindre flytyper, der er mere omkostningseffektive og kan bruges til både direkte rutetrafik og ferietrafik i og fra vores hjemmemarked. Det giver os de bedste forudsætninger for at drive et konkurrencedygtigt og fokuseret regionalt flyselskab, forklarer Jan Palmér, der er CEO i Cimber Sterling.

Dermeder spændingen langt om længe udløst. Helt præcist 3 år og 10 dage efter den skæbnesvangre beslutning om at lade Cimber A/S overtage dele af konkursboet efter Sterling Airlines.

Med Boeing-platformens ophør er det også et endegyldigt farvel til de sidste dele af det hedengange Maersk Air, som Sterling Airlines overtog i 2005. Et vigtigt stykke dansk luftfartshistoriehar dermed snart fundet sin ufrivillige afslutning.