Terminal 5A i London Heathrow Airport. Foto: London Heathrow Airport

Ny katastrofemåned for Heathrow Airport

London Heathrow håndterede kun 866.000 passagerer i juli, og den normalt største europæiske lufthavn havde dermed endnu en katastrofal måned.

Storlufthavnene i Europa har haft det hårdt under coronakrisen. Der rapporteres helt uvante, lave passagertal, og lufthavnene kæmper for at få opstartet flere ruter.

Særligt slemt står det til i London Heathrow Airport, der før krisen var den største europæiske lufthavn målt på antal passagerer. Men de seneste måneder har vendt op og ned på dét faktum.

London Heathrow håndterede 866.655 passagerer i juli, og det var 88 procent færre i forhold til samme måned året før.

Tallet repræsenterer dog en lille fremgang sammenlignet med juni, hvor 350.263 passagerer rejste gennem terminalerne. I denne måned var Heathrow blot 11. største europæiske lufthavn, når russiske og tyrkiske lufthavne er medregnet. Det let stigende antal passagerer ændrer dog ikke på, at den britiske hovedstadslufthavn er inde i en slem krise med passagertal langt fra normalen.

Tests i stedet for karantæne
482.000 af juli-passagererne i London Heathrow rejste til en EU-lufthavn, mens 97.000 rejste til europæiske lande uden for EU. 55.000 fløj indenrigs i Storbritannien, og 70.000 tog et fly til eller fra Nordamerika.

London Heathrow har fortsat 60 procent af det normale antal ruter ”groundet”. Når briter rejser tilbage til Storbritannien fra en lang række lande, kræves der 14 dages karantæne ved ankomst. Denne regel udfordrer den britiske økonomi, og luftfarten ser hellere, at coronapandemien bliver grebet anderledes an.

”Titusinder af job går tabt, fordi Storbritannien stadig er afskåret fra vigtige markeder som USA, Canada og Singapore. Regeringen kan redde job ved at indføre test, og i stedet droppe karantæne fra højrisiko-lande, samtidig med at offentligheden er beskyttet mod en anden bølge af COVID,” siger John Holland-Kaye, administrerende direktør i London Heathrow.

Lufthavnsdirektøren mener således, at obligatoriske tests ved ankomst til den britiske lufthavn vil kunne få flere til at rejse – og dermed genstarte landets hårdt trængte økonomi.

Flere ruter til feriedestinationer
London Heathrow har implementeret en række corona-foranstaltninger såsom UV-robotter, UV-håndgelænderteknologi, Fly Safe-stationer og hygiejneteknikere for at undgå, at smitten spreder sig i de store terminalområder.

Flere flyselskaber i London Heathrow har som følge af coronakrisen valgt at satse på kortere ruter til feriedestinationer – og til lave priser. Disse destinationer tæller blandt andet Dubrovnik, Genova og Verona.

Det britiske flyselskab Eastern Airways har oplyst, at det for første gang nogensinde vil åbne en rute fra London Heathrow. Det regionale flyselskab har fra september fået mulighed for at operere fra Teesside International Airport og til Heathrow.

 

Relaterede artikler:

Heathrow-chef efter milliardtab: “Stop karantæne-rouletten”

Heathrow-udvidelse sendt til tælling

Europæiske storlufthavne nede med 60 procent