Et SAS-fly lastes med fragt. (Foto: SAS Cargo)

Ny lokalaftale på plads mellem SGH og 3F Spirit

SAS Ground Handling i Danmark og 3F er blevet enige om en ny lokalaftale for de ansatte, der er beskæftiget med cargohåndtering i København Lufthavn.

Mens SAS-piloterne har varslet strejke til start den 29. juni, så ser det i stedet ud til, at der bliver ro hos de ansatte i SAS Ground Handling, der håndterer cargo.

Den 15. juni har SAS Ground Handling i Danmark underskrevet en lokalaftale med Spirit, der er 3F’s afdeling for cargohåndtering. Den nye lokalaftale, der træder i kraft den 1. juli 2022, indeholder blandt andet en tørnaftale, der sikrer større fleksibilitet i planlægningen for SAS.

Det bliver således muligt at tilpasse skifteplaner til produktionsbehovet, og samtidig får de ansatte større mulighed for at påvirke deres arbejdstid- og vagtplaner. Aftalen regulerer også forhold omkring overtid samt forbedringer for ansatte, der er fyldt 60 år.

“Vi er glade for at have indgået denne lokalaftale med 3F. Det er en god aftale, som ruster os til at håndtere fremtidige behov for både vores kunder og ansatte,” siger Hans Henrik Spangenberg, administrerende direktør i SAS Ground Handling Danmark.

Aftale til gavn for begge parter
SAS Ground Handling og 3F – Spirit valgte i februar af forlænge en midlertidig tørnaftale, indtil en permanent aftale var forhandlet på plads, hvilket således er sket.

Herudover har der også været ønsker om weekendfri oftere end hver 3. weekend, og i de tilfælde, hvor der er givet en ekstra fridag i en arbejdsweekend, skulle det udløse en enkelt fridag på hverdage. Der har også været arbejdet på en anderledes fordeling mellem dag- og aftenvagter, da SAS har et større behov for at have mest personale til dagvagterne, hvor hovedparten af produktionen ligger.

”Denne aftale er positiv for både den enkelte medarbejder og for SAS. Vi er særligt glade for at kunne tilbyde ordninger, der giver ældre ansatte, som har tjent selskabet loyalt i mange år, en mulighed for reduceret arbejdstid, såfremt de ønsker eller har behov for dette. Overordnet set er det en aftale, som både lever op til de ønsker SAS har om fleksibilitet for selskabet, samt giver forbedringer for den enkelte ansatte,” understreger Hans Henrik Spangenberg.

 

Relaterede artikler:

Strejke koster SAS mere end penge

Ultimatum til strejkende bagagearbejdere virkede

Kaotisk weekend hos SAS i Københavns Lufthavn