Onsdag den 4. marts har Norwegian lanceret den første indenrigsrute i Europa med permanent iblanding af 40 procent SAF. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Ny model: Danmark på vej mod grønnere luftfart

Norwegian lancerer sammen med Aalborg Lufthavn og støttet af den danske stat den første indenrigsrute i Europa med en permanent iblanding af 40 procent SAF.

Der er gået mere end fire år siden, at Mette Frederiksen (S) som statsminister i sin etpartiregering fra 2019 til 2022 lancerede idéen om en grøn indenrigsrute.

“Vi skal gøre det grønt at flyve. Derfor vil regeringen sætte et ambitiøst mål: Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark,” lød det dengang fra Mette Frederiksen i nytårstalen den 1. januar 2022.

Hun erkendte, at det ville blive svært, men at hvis det lykkedes, ville det blive et “grønt gennembrud” – ikke alene for Danmark, men for hele verden, som hun udtrykte det.

Onsdag den 4. marts 2026 er forsøget på at skabe et grønt gennembrud i luftfarten blevet aktualiseret via den første permanente statsstøttede SAF-rute i Europa med 40 procent iblanding. Ruten går fra Aalborg til København og omfatter samtlige afgange i resten af 2026 og i 2027,

Ny model for accelereret omstilling af luftfarten
Hos Norwegian er der glæde over, at den danske stat har valgt det norske lavprisflyselskab, der kan bidrage til at reducere den årlige CO2-udlending med mere end 3.000 ton CO2.

“Mens mange diskuterer vejen mod en luftfart med mindre udslip, går Danmark først og viser, hvordan dette kan gøres i praksis. Dette er ikke kun en ny rute. Det er en ny model for, hvordan vi accelererer omstillingen af luftfarten, fordi den skaber efterspørgsel efter SAF. På den måde får vi volumen, og volumen er det, der driver investeringer og produktion,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Det overordnede mål er således at sætte gang i SAF-produktionen, der har været ramt af den særlige problematik omkring det velkendte dilemma omkring hønen eller ægget. Det er nødvendigt at sikre, at der er flyselskaber til at aftage produktionen af SAF, førend producenterne vil sætte gang i udvikling og produktion af bæredygtigt brændstof.

“Den danske stat har valgt at bruge markedskræfterne aktivt. Ved at sikre efterspørgslen på SAF bygger vi et marked, og bevæger os frem mod målet om en bedre og mere bæredygtig luftfart. Vi er stolte over at have vundet udbuddet på laveste pris pr. sparet ton CO₂ og dermed kunne levere dokumenterbar effekt,” lyder det fra Norwegian-topchefen.

Et vigtigt partnerskab
Samarbejdet omfatter udover Norwegian også Aalborg Lufthavn, den finske energivirksomhed St1, brændstofleverandørerne DCC Shell Aviation Denmark og den norske brændstofleverandør AFSN, og det er i den grad en fjer i hatten for den nordjyske lufthavn, at den er valgt til projektet.

“Vi er meget stolte over, at Aalborg bliver afsæt for Europas første permanente indenrigsrute med 40 procent SAF. Omstillingen af luftfarten begynder med konkrete handlinger. Ingen kan løfte opgaven alene, men i fællesskab kan vi tage de næste vigtige skridt mod en mere bæredygtig fremtid for dansk og europæisk luftfart. Det er gennem stærke partnerskaber, at vi rykker branchen fremad,” siger Niels Hemmingsen. administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.

Han bakkes op af Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri, der er af den opfattelse, at det vil blive positivt bemærket udenfor landets grænser.

“Projektet viser, at når staten skaber stabile og langsigtede rammevilkår og bruger markedet aktivt, kan industrien levere. Det er den type partnerskaber, der er nødvendige, hvis vi skal accelerere produktionen og anvendelsen af bæredygtige brændstoffer i Europa,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Det er i dag maksimalt tilladt at iblande 50 procent SAF på kommercielle flyvninger, men EASA, Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, arbejder ihærdigt sammen med fly- og motorproducenter på at øge til 100 procent. Siden 1. januar 2025 har EU krævet iblanding af minimum to procent SAF stigende til seks procent i 2030, inden man senest i 2050 skal nå op på 70 procent.

 

Relaterede artikler:

SAF-støtteordning: Stort millionbeløb i reserve

Dansk Luftfart: ‘En kluntet grøn-grumset rute’

‘Grøn indenrigsrute’: Norwegian vinder udbud