Nye besparelser kan være på vej i SAS

Når SAS på onsdag fremlægger halvårsregnskabet forventer analytikerne, at det ledsages af nye spareinitiativer for at kunne sikre konkurrencekraften på lang sigt.

Onsdag morgen kl. 08.00 vil SAS offentliggøre perioderapporten for finansårets andet kvartal, der omfatter månederne februar, marts og april.

En periode, der har været kendetegnet ved et intensivt konkurrencepres, der har sendt den gennemsnitlige billetindtægt i den forkerte retning. Derfor er der også en forventning om, at SAS må præsentere et kvartalsunderskud i underkanten af 700 mio. svenske kroner før skat. I hvert fald vil man skal tro chefanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

Han hæfter sig i særdeleshed ved den nylige nedjustering fra SAS samt det forhold, at flyselskaber som Lufthansa og Finnair også har måttet ty til nedjusteringer.

“Alle selskaber har angivet yieldpres som en væsentlig årsag til de mere dystre fremtidsudsigter. Særligt Lufthansas nedjustering understreger, at problemerne ligger dybt og påvirker selv de mest robuste spillere i sektoren,“ skriver Jacob Pedersen i en meddelelse som optakt til det kommende kvartalsregnskab fra det skandinaviske flyselskab.

Det er et yieldfald på omkring 10 procent i finansårets andet kvartal, der sænker forventningerne til resultatet fra SAS. Sydbank forventer således, at det vil påvirke indtjeningen negativt med op til 350 mio. svenske kroner trods trafikvækst og øget belægning i kvartalet.

Forventer “tillæg“ til spareplan
Markedsudviklingen og den deraf følgende indvirkning på SAS vil betyde, at SAS bliver nødt til at finde nye besparelser for at kunne bevare konkurrencekraften.

“Strategiplanen 4XNG nødlandede reelt med SAS´ nedjustering i maj. Den understregede, at initiativerne i 4XNG ikke er tilstrækkelige til at skabe et lønsomt SAS på længere sigt. Derfor er der efter vores vurdering behov for nye initiativer, som kan løfte indtægter og sænke omkostninger – og ikke bare en opstramning af den eksisterende plan,“ hedder det fra Jacob Pedersen.

Det er ikke nødvendigvis yderligere personalereduktioner, der skal sikre fremtiden for SAS. Her blev SAS mere eller mindre skåret ind til benet under den store slankekur, der blev besluttet i november måned 2012. Derfor vurderes der ikke at være mere at hente hos det flyvende personale, men muligvis i administrationen.

I stedet forventes SAS at arbejde endnu mere intensivt med processerne for at sikre en større effektivisering i produktionen af de omkring 800 daglige flyvninger.

Sydbank forventer en omsætningstilbagegang i finansårets andet kvartal på 13,6 procent til omkring 8,6 mia. svenske kroner. Estimatet for hele året er en omsætning på 37,4 mia. svenske kroner, hvilket i givet fald vil være 11,2 procent lavere end året før. Bundlinjen er nu estimeret til blot 53 mio. svenske kroner, hvilket illustrerer hvor tæt SAS kan være på et år med underskud.

Sydbank fastholder anbefalingen “sælg“ på SAS-aktien, der har en aktuel kurs på 10,60 kroner.