British Airways Boeing 787-8 Dreamliner. (Foto: British Airways )

Nye Dreamliner-problemer

Et Dreamliner-fly fra British Airways måtte sikkerhedslande i Toronto og tages ud af drift i 10 dage efter problemer med det hydrauliske system.

Knap otte måneder efter at de amerikanske luftfartsmyndigheder ophævede det mere end tre måneder lange flyveforbud for alle Boeing 787 Dreamliner-fly løber flytypen stadig ind i problemer, der sender flyene ud af drift i længere tid. Seneste større hændelse var da et Dreamliner-fly fra British Airways den 16. november fik hydraulikproblemer på en flyvning fra London Heathrow til Toronto. Det skriver Aviation Herald.

Flyet fortsatte til Toronto, hvor piloterne bad redningskøretøjer stå klar ved landingen. Den foregik dog helt udramatisk på bane 15L i den canadiske lufthavn.

Flyet blev først fem dage senere fløjet hjem til England uden passagerer ombord. Og først 10 dage efter episoden blev flyet indsat i rutetrafik igen.

Brand og røgudvikling
I januar fik Dreamliner-fly over hele verden flyveforbud efter to episoder med brand og røgudvikling i batterier i flyene. Først efter tre måneders efterforskning og arbejde med at brandsikre batterierne, blev flyveforbuddet ophævet.

Flytypen løber dog stadig ind i større problemer hos det ene eller det andet flyselskab. Således måtte Norwegian i september tage det ene af selskabets to nye Dreamliner-fly ud af drift efter en stribe af tekniske problemer, som førte til aflysninger og forsinkelser i Norwegians langruteprogram. Først efter at hastetilkaldte Boeing-teknikere havde kigget flyet igennem i over to uger, kom det på vingerne igen.