Nye Norwegian-uniformer til langdistanceruter

Når Norwegian på torsdag indleder sin interkontinentale satsning, vil kabinepersonalet være iført nye uniformer, der er designet af ‘traktorfirmaet’ Moods of Norway.

På torsdag den 30. maj kl. 17.45 letter et fly med rutenummer DY7001 med kurs mod New York´s J.F. Kennedy Airport. Flyet er et ældre Airbus A340-fly fra portugesiske Hifly, men ruten og personalets uniformer er spritnye.

Det er nemlig det norske lavprisflyselskab Norwegian, der for første gang vil flyve interkontinentalt. Selvom vikarflyet ikke er på samme niveau som Dreamlineren, har Norweigan alligevel valgt at tage de nye uniformer i brug for kabinepersonale og piloter. Uniformer, der i udformning og farve er afstemt efter interiøret i de nye Dreamliner-fly.

Det er den norske modevareproducent Moods of Norway, der har designet de nye uniformer, der få premiere på torsdag.

“Vi er meget tilfredse med de flotte uniformer, som Moods har designet til piloter og kabinepersonale på vores langdistanceflyvninger. Designet er nyt og moderne, og jeg ser virkelig frem til, at vi kommer til at vise dem frem, når vores flyvninger starter. Moods har – ligesom os – fokuseret på det internationale marked, og vi ser vigtigheden af at kunne profilere os på en måde, der måske skiller sig lidt ud, også internationalt,“ siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Checklister på sokker
Det er den klassiske marineblå farve, der går igennem hele kollektionen, hvor den er kombineret med det karakteriske ternede mønster, som man kender fra Moods of Norway designet. Herudover indgår også Norwegians røde og hvide farver, mens de lyseblå nuancer er hentet fra Dreamlinerens interiør.

Uniformerne har mange sjove detaljer. Indersiden af jakker og nederdele er dekoreret med illustrationer, der henter inspiration fra Stryn, der er hjemsted for Moods of Norway. På jakkeærmerne er der broderet “coffee“ og “tea“, mens der på indersiden af jakkekraverne står “come fly with me“.

Sokker og indersiden af bukserne er et kapitel for sig. Her er nemlig anbragt særlige checklister for besætningen. På sokkerne står der følgende: “remember: toothbrush, be on time, buckle up, know your exits, enjoy the flight, have fun.“

Traktordesign
Moods of Norway blev etableret i byen Stryn i 2003. Modeproducentens logo er en Ferguson TE20-traktor, og tallet 246.619 er broderet på alle kjoler og skjorter fra Moods. Tallet refererer til antal traktorer i Norge.

Designarbejdet for Norwegian tyder på at være en ægte “win-win“. Moods of Norway satser nemlig på det amerikanske marked, hvor der siden 2009 er åbnet egne butikker i Los Angeles og New York.

“Det er en stor ære at få lov til at sætte vort præg på Norwegians nye internationale satsning med vores “happy clothes.“ Med designet ønsker vi at tilføre noget af det karakteristiske og glade Moods of Norway-design gennem detaljer og farver,“ siger Simen Staalnakce og Peder Børresen, der er grundlæggere af den norske modeproducent.