Ønsker flere flyforbindelser mellem Skandinavien og Sofia

Cimber Sterling flyver to gange ugentligt mellem København og Sofia. Men den bulgarske hovedstadslufthavn ser et væsentligt større potentiale for trafikken mellem Skandinavien og Bulgarien.

Cimber Sterling åbnede i foråret en rute mellem København og den bulgarske hovedstad Sofia. Dermed blev der igen direkte flyforbindelse mellem den danske og den bulgarske hovedstad.

Det er dog ikke tilfældet for de øvrige nordiske hovedstæder, der ikke har en direkte betjening af Sofia. Her skal der ofte flyves via Budapest eller Wien, såfremt destinationen hedder Sofia.

På lufthavnenes “dating-portal“ The Route Shop efterlyser Sofia Airport flere ruter mellem Sofia og Skandinavien. Det årlige markedspotentiale er ifølge lufthavnen over 62.000 passagerer. Samtidig noterer Sofia Airport sig, at der har været en markedsvækst i trafikken mellem Skandinavien og Bulgarien på 20 % gennem de seneste fire år.

Udover den direkte rute mellemSofia og København ønsker lufthavnen også at etablere forbindelser til Stockholm, Oslo og Helsinki.

Sofia Airport ligger centralt for en række hovedstæder og store byer på Balkan: Skopje (240 km), Thessaloniki (300 km), Beograd (395 km), Bucharest (400 km) og Tirana (535 km).

Foto: Sofia Airport vil have flere flyforbindelser til Skandinavien.