Lars Ramme Nielsen, branchedirektør Turisme, Kultur & Oplevelse hos Dansk Erhverv. (Foto: Dansk Erhverv | PR)

Ønsker permanent støtte til Global Connected

Dansk Erhverv foreslår, at den statslige støtte til ruteudviklingsprogrammet Global Connected bliver permanent. Det høje antal flyforbindelser til CPH smitter af på turismen, mener branchedirektør,

Flere internationale flyforbindelser til og fra Københavns Lufthavn har i 2025 bidraget til at øge antallet af udenlandske turister i hovedstaden.

Danmarks Statistik har netop udgivet overnatningstallene for november, og samlet viser de akkumulerede tal for 11 måneder af 2025, at der var 2,7 procent flere udenlandske overnatninger i Danmark i forhold til samme periode året før. Det svarer til en fremgang på 890.000 overnatninger til i alt 33,6 millioner.

På den baggrund opfordrer Dansk Erhverv til, at det statsligt støttede ruteudviklingsprogram Global Connected med de to projektspor, henholdsvis Greater Copenhagen Connected og Vestdanmark Connected, bør have permanent støtte. Lige nu er der afsat finansiering frem til 2030.

Ifølge Dansk Erhverv bør man fortsat prioritere arbejdet med at tiltrække og udvikle flyruter til danske lufthavne, hvilket dermed kan bidrage til, at regeringens vækstmål for dansk turisme kan blive opfyldt.

“Skal Danmarks position i den internationale konkurrence om flyruter sikres og udbygges, så kræver det en større statslig investering i arbejdet. Vi ser derfor gerne at finansieringen af ruteudviklings-programmet Global Connected sikres en permanent bevilling, der ligger ud over midlerne fra passagerafgiften,” siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv.

Flere flyforbindelser øger antallet af turister
Ifølge Lars Ramme Nielsen er der en tæt sammenhæng mellem flere udenlandske turister og flere flyforbindelser til Danmark, hvilket især er tydeligt i København, da CPH i 2025 satte ny årsrekord med 32,4 millioner rejsende, hvilket var en stigning på 8,5 procent.

Hertil skal det dog siges, at en del af væksten kom fra rejsende, der skifter fly i CPH og således ikke nødvendigvis gør ophold i København.

“Det smitter direkte af på turismen, at der er et historisk højt antal flyforbindelser til København, og at alle de danske lufthavne hvert år arbejder fokuseret på at gøre deres rutenetværk stærke”.

Greater Copenhagen Connected er i dag forankret i Wonderful Copenhagen, hvor indsatsen samtidig understøttes af den overordnede markedsføring af København, mens det er Dansk Kyst- og Naturturisme, der sekretariatsbetjener Vestdanmark Connected.

Målet er at understøtte tiltrækningen af nye, direkte og strategisk vigtige interkontinentale flyruter, og indsatsen består af sekretariatsbetjening af programmet, proaktivt arbejde i forhold til flyselskaber og produktion samt eksekvering af destinationsmarkedsføring.

 

Relaterede artikler:

Øget fokus på jysk ruteudvikling

Konservative: Global Connected skal på finansloven

Hemmelighedskræmmeri bag støttekroner til flyruter