Foto: CityJet

Officielt: SAS sælger Cimber til CityJet

SAS sælger Cimber til irske CityJet. Fremover skal CityJet operere 22 regionale Bombardier CRJ900-fly for SAS.

Siden CHECK-IN.dk den 14. september sidste år for første gang skrev om det forestående salg af datterselskabet Cimber til irske CityJet har det været en langstrakt forhandlingsproces, der netop er afsluttet.

Det betyder, at CityJet den 31. januar overtager flyselskabet Cimber. Den nuværende wetlease-aftale med CityJet vil blive forlænget med tre år, og samtidig vil der blive indgået en ny seksårig wetlease-aftale, således at SAS samlet vil have 22 fly med besætninger i drift fra det irske flyselskab. Det indebærer blandt andet, at CityJet skal bestille op til 10 fabriksnye fly.

“Salget af Cimber er i linje med vores strategi om at forenkle og fokusere SAS’ egen produktionsplatform. Takket være synergier mellem CityJet og Cimber sænkes produktionsomkostningerne yderligere, hvilket er en forudsætning for at opretholde og udvikle regionale ruter til fordel for SAS’ kunder,” siger Rickard Gustafson, der er koncernchef i SAS.

Taber 20 mio. svenske kroner
SAS købte i februar 2015 Cimber A/S fra ejerne i Sønderborg, men selskabet har tilsyneladende ikke fået det optimale ud af den nye ejerkonstruktion. Cimber er specialist i regionale flyvninger og selskabets fly har været benyttet på vegne af SAS til de korte ruter i Skandinavien og Nordeuropa.

“Den vækst som opnås gennem købet af Cimber, er i linje med CityJets strategi om at opbygge en position som leverandør af jet-kapacitet i Europa og følger vores fremgangsrige introduktion af wet lease kapacitet til SAS i marts 2016. Vi glæder os over at kunne byde Cimbers medarbejdere velkomne til CityJet-familien, som består af 870 medarbejdere, hvoraf næsten 200 allerede er baseret i den nordiske region,” siger Pat Byrne, der er bestyrelsesformand i CityJet.

Ved det kommende salg af flyene til et leasingflyselskab, der vil ske fra andet halvår af 2017 frem til udgangen af første halvår af 2018, skal disse være i den rette vedligeholdelsesmæssige stand, hvilket der skal bruge penge på. Blandt andet derfor forventer SAS, at salget af Cimber vil få en negativ engangseffekt i det indeværende regnskabsår på omkring 20 mio. svenske kroner.

 

Relaterede artikler:

Cimber-salg trækker ud

SAS forventer Cimber-fremtid afklaret inden jul

Analytiker: SAS er ikke lykkedes med Cimber

SAS sælger Cimber

SAS køber Cimber