Nu bekræfter Midtjyllands Lufthavns bestyrelse ligeledes, at AIS Airlines fortsat vil flyve på indenrigsruten til og fra hovedstaden næste år, selvom der hidtil har været forskellige meldinger.
Siden november har forskellige udmeldinger skabt uklarhed om fremtiden for indenrigsruten mellem lufthavnene i Midtjylland og København, men nu skulle det være ganske vist, at den også beflyves i det kommende år. Det skriver TV Midtvest.
Det startede, da Ulrik Wilbek (V), der er borgmester i Viborg og bestyrelsesformand for Midtjyllands Lufthavn, udtalte, at det man ikke var sikker på, om AIS Airlines’ fly atter ville være at finde på ruten efter årsskiftet.
”AIS flyver til og med 20. december, hvorefter der er julepause. Derefter ved vi endnu ikke, hvad der sker. Vi bruger den næste måned på at finde ud af, om der er noget at komme efter,” udtalte Wilbek til Viborg Stifts Folkeblad.
AIS afviser
Adspurgt af Check-in.dk afviste AIS Airlines’ kommercielle direktør Nicole Scheffer den påstand, mens det også fremgik af det hollandske flyselskabs hjemmeside, at der var lagt flyvninger op fra midten af januar til og med slutningen af marts.
Selskabet overtog driften af ruten i oktober sidste år efter en turbulent periode, hvor DAT to gange havde trukket sig fra flyvningerne, men siden man flere gange måtte beskære kapaciteten, ligesom priserne også er blevet justeret med henblik på at tiltrække flere passagerer.
Ifølge Scheffer er det dog begyndt at gå fremad med at få indenrigsrejsende ombord i det 19-sæders British Aerospace Jetstream 32-fly, som AIS Airlines gør brug af i forbindelse med flyvningerne på den danske rute.
”Passagertallet stiger en smule hver måned, og vi arbejder med at justere flyvetiderne, så de passer med kundernes ønsker. Vi har ingen intentioner om at stoppe flyvningerne.”
Trækker sig i 2026
Onsdag mødtes bestyrelsen i Midtjyllands Lufthavn og efterfølgende har Ulrik Wilbek ligeledes bekræftet, at AIS Airlines vil fortsætte flyvninger til næste år, mens han dog nævner, at ejerkommunerne også er i gang med at undersøge andre muligheder.
Overordnet set er man dog tilfredse med samarbejdet, lyder det fra bestyrelsesformanden, der ved samme lejlighed påpeger, at det i en eller anden grad nu går bedre med antallet af passagerer.
”De sidste par måneder er der sket det, at der er langt flere passagerer med. Der er ofte fyldt i morgenflyet fra Jylland og i eftermiddagsflyet hjem. Det er stadig ikke noget særlig stort fly, men det er gået bedre,” siger Wilbek til TV Midtvest.
Uagtet at flyvningerne for 2025 nu er på plads, er dog endnu uvist, hvad der sker efter næste år. Her sker der under alle omstændigheder en ændring i ejerkredsen, da Silkeborg Kommune allerede har besluttet, at man trækker sig i 2026 og heller ikke vil betale tilskud til lufthavnen.
Relaterede artikler:
Trods udmelding: Fastholder indenrigsflyvninger