O´Leary: Vi vil ikke snakke med de danske fagforeninger

Ryanairs topchef Michael O´Leary benyttede lejligheden ved dagens pressemøde i Billund til at understrege, at Ryanair ikke ønsker hverken at tale med eller indgå aftaler med danske fagforeninger. Dermed synes en konflikt at være uundgåelig i nær fremtid.

Ryanairs topchef Michael O´Leary var i dag atter gæst i Billund Lufthavn ved en netop afsluttet pressekonference.

I december måned besøgte Ryanair-bossen også Billund Lufthavn for at annoncere det irske lavprisflyselskabs 48. europæiske base i netop den jyske lufthavn.

Ryanair åbnede i sidste uge basen med to stationerede fly af typen Boeing 737-800 samt en øgning af antallet af ruter til i alt 20 fra Billund Lufthavn.

Det var dog ikke ruteåbninger, der var på agendaen på dagens pressemøde, der mere havde karakter af en charmeoffensiv i håbet om at kunne afværge en eventuel fagligt konflikt som følge af, at Ryanair ikke har indgået overenskomst med Flybranchens Personale Union for det danskbaserede kabinepersonale.

Michael O´Leary kunne berette, at Ryanair er 25 procent foran salgsmålene i Billund blot en uge efter åbningen af den nye base. Han understregede dermed, at Ryanair forventes på årsbasis at nærme sig 1 million passagerer i Billund i forhold til de forventede 800.000.

Ønsker ingen dialog
Men det vil dog kun være under forudsætning af, at der ikke kommer faglige aktioner på tværs for selskabet.

“De danske fagforeninger ønsker at indgå en aftale med Ryanair, men Ryanair ønsker ikke at indgå aftaler med de danske fagforeninger,“ sagde Michael O´Leary på dagens pressemøde og trak således fronterne endnu skarpere op.

Ryanair-bossen understregede, at man overhovedet ikke ønskede en dialog med fagforeningerne på samme måde som det er tilfældet på andre markeder.

“Vi er et irsk luftfartsselskab med irsk registrerede fly og irske kontrakter. De ansatte i Ryanair arbejder under irsk lovgivning, som sikrer, at medarbejdere frit kan vælge, om de vil være medlem af en fagforening,“ sagde Michael O´Leary.