Op imod 100 SAS-fyringer i Danmark

Onsdag måtte SAS igen svinge sparekniven, idet det er blevet besluttet at skære 300 administrative fuldtidsstillinger væk. Det forventes at berøre op imod 100 SAS-ansatte i Danmark og sker som et led i en samlet omkostningsreduktion på 2 milliarder svenske kroner.

Det skandinaviske flyselskab SAS har endnu engang været tvunget til at svinge sparekniven.

Netop som den omfattende spareplan Core SAS er ved at være gennemført, har SAS-ledelsen besluttet at reducere administrationen med 300 fuldtidsstillinger.

Det sker for at sikre en opfyldelse af målsætningen i 4Excellence-strategien om en årlig omkostningsreduktion på 3 – 5 %. Det vil alene i 2012 betyde, at SAS skal reducere omkostningerne med 2 milliarder svenske kroner.

De 300 fuldtidsstillinger omfatter hele SAS-gruppen, men er dog primært koncentreret om Scandinavian Airlines, der udgør langt den overvejende del af forretningen.

Op imod 100 danske medarbejdere

I Danmark forventes op imod 100 fuldtidsmedarbejdere afskediget og nogenlunde det samme tal forventes for Sverige og Norge, mens et begrænset antal medarbejdere udenfor Skandinavien vil blive berørt.

“Vi taler ikke om produktionsmedarbejdere. Der vil blive tale om administrativt personale indenfor områder som HR, økonomi, IT, salg og andre back-office funktioner,“ siger vicekoncernchef Henriette Fenger Ellekrog til CHECK-IN.dk.

SAS har idag omkring 2.000 administrative medarbejdere i hele verden, hvorfor de annoncerede reduktioner svarer til omkring 15 % af samtlige ansatte i administrationen.

“Vi går i gang med vore processer, og ser hvad vi kan klare med naturlig afgang og frivillighed. Der kommer til at gå et stykke tid endnu, inden der kommer en afklaring for de enkelte medarbejdere, der vil blive berørt,“ vurderer Henriette Fenger Ellekrog.

Ingen garanti

Samtidig kan SAS-direktøren ikke give en garanti for, at der ikke kan komme yderligere nedskæringer.

“Nu er det sådan, at der ikke kan udstedes garantier, når man samtidig skal sikre,at enhedsomkostningerne nedbringes med 3 – 5 %årligt. Men vi har ikke yderligere aktuelle planer om reduktion af personale.“

Men sparemålet for 2012 erikkealene nåetved at reducere administrationen med 300 fuldtidsstilinger. Det er blot et af flere eksemplerpåinitiativer, der skal bringe omkostningerne ned,forlyder det i følgeen pressemeddelelsefra SAS.

Det bekræftes også af Henriette Fenger Ellekrog, der dog ikke ønsker at konkretisere det yderligere. SAS er nemlig inde i den såkaldte silent periode, hvor koncernen ikke kommenterer forhold omkring generelle finansielle resultater og forventninger før offenliggørelsen af årsresultatet for 2011, der finder sted den 8. februar.

SAS slår dog allerede nu fast, at implementeringen af 4Excellence-strategien bliver endnu mere kritisk i 2012 på grund af de usikremakroøkonomiske forhold samt fortsat pres på billetpriserne i kombination med høje brændstofpriser.