SAS EuroBonous Gold (Foto: SAS)

Optjen bonuspoint på verdens bedste hoteller

SAS EuroBonus har indgået et samarbejde med Worldhotels-netværket, der tæller verdens 500 bedste hoteller.

De knap 2,8 mio. medlemmer af SAS EuroBonus-programmet kan fremover optjene point til kontoen hvis de tager den store pengepung frem og booker sig ind på et af de 500 hoteller, der er med i Worldhotels-netværket.

Worldhotels.com er ikke en egentlig hotelkæde, men et netværk af verdens 500 bedste hoteller, der ikke er med i en kæde.

Et nyt samarbejde med SAS EuroBonus betyder, at medlemmer af SAS EuroBonus-program frem til 20. maj kan optjene 500 point for hver overnatning på et hotel i netværket og 1500 point i alt. Fra 21. maj giver det et afkast på 500 point uanset hvor længe man bor på et af de 500 hoteller, der er spredt ud over 65 lande.

“Vi er rigtig glade for at have fået Worldhotels som ny EuroBonus-partner. Vores medlemmer får nu 500 nye muligheder for at tjene point på disse lækre hoteller ihele verden. Det vil glæde rigtig mange af vores medlemmer,“ siger vicedirektør Mette Østergaard, SAS EuroBonus.

Tre danske hoteller

Herhjemme er kun tre hoteller med i netværket. Det er Tivoli Hotel & Congress Center, Hotel Kong Arthur og det midlertidigt lukkede Hotel D’Angleterre, alle tre i København. I Norge findes også kun tre hoteller i Worldhotels-netværket, mens svenskerne har ni hoteller. Tyskland er med 41 hoteller det land i Europa, hvor det er nemmest at finde et luksushotel.

Mens hotelkæder som Marriott og Hilton arbejder målrettet på at få sine hoteller verden over til at ligne hinanden, så går Worldhotels den stik modsatte vej. Her er det vigtigt, at hotellerne har deres helt eget særpræg.

Det er indtil videre ikke muligt at bruge optjente point til at betale for overnatninger på de 500 luksushoteller.