Boarding på fly i Aalborg Lufthavn. (Arkivfoto: Aalborg Lufthavn)

Over 80 procent af indenrigspassagererne er tilbage

I alt 39.176 passagerer rejste på indenrigsruten mellem Aalborg og København i juli, og det var blot 17,9 procent færre i forhold til samme måned året før.

Allerede tidligt i coronakrisen blev det forudsagt, at flypassagererne ville vende tilbage til indenrigsflyene før de europæiske ruter. Det kom også til at holde stik, hvis man kigger nærmere på trafiktallene fra Aalborg Lufthavn i juli.

Her rejste 39.176 passagerer på Danmarks største indenrigsrute til København samt på sæsonruten til Bornholm, og det var blot 17,9 procent færre i forhold til samme måned året før.

Forskellen i dette års sommertrafikprogram har dog været, at der er kommet en ekstra operatør på København-ruten. DAT startede den 8. juni på ruten mellem Aalborg og København, mens Norwegian den 1. juli vendte tilbage efter flere måneders fravær. Det har givet konkurrence til SAS og afstedkommet en priskrig, hvilket har været med til at sikre, at 82,1 procent af indenrigspassagerne er tilbage.

“Ferierejsende har virkelig taget de mange daglige forbindelser, attraktive priser samt de gode rejsetidspunkter til sig. For i en periode hvor erhvervslivet holder ferie, og flyforbindelser videre ud i Europa via København er relativt begrænset grundet COVID-19, er det faktisk meget pænt, at vi kun går knap 18 procent tilbage i indenrigstrafikken i forhold til juli 2019, siger Søren Svendsen, administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.

Blot 593 charterpassagerer
Mens det ser rigtig godt ud for indenrigstrafikken, så er der til gengæld ikke meget at glæde sig over, når det kommer til den internationale rute- og chartertrafik. Det skyldes først og fremmest de skiftende og restriktive rejsevejledninger samt det forhold, at der stadig er en manglende forbrugertillid, hvad angår udenlandsrejserne.

I juli var der blot 593 charterpassagerer, og det var udelukkende rejsende med Bravo Tours til Kreta. Det skal sættes i forhold til 33.820 chartergæster i juli sidste år, hvilket svarer til en tilbagegang på 98,2 procent.

Mindre var tilbagegangen på udenrigsruterne, hvor blandt andet KLM siden den 15. juni har fløjet én gang dagligt til Amsterdam. Det sikrede 8.079 passagerer og en tilbagegang på 83,3 procent i forhold til 48.504 udenrigsrejsende i juli 2019. Den 1. august kommer der dog mere trafik, når KLM øger til to daglige afgange, og Ryanair vender tilbage på ruten til London-Stansted.

Samlet benyttede 47.848 passagerer Aalborg Lufthavn i juli, og dermed er 36,8 procent af passagerene – eller lidt mere end en tredjedel – vendt tilbage til den nordjyske lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Ingen chartertrafik i Aalborg Lufthavn i juni

DAT indleder priskrig på Aalborg-rute

SAS genåbner Aalborg-rute