Airbus A320neo fra SAS. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Overkapacitet og sene bookinger trykker billetpriser

På baggrund af færre passagerer og lavere billetpriser end ventet, forudser Sydbank et lavere SAS-kvartalsresultat end prognosen for tre måneder siden.

Et underskud før skat på 1,87 milliarder svenske kroner – eller godt 1,36 milliarder danske kroner – er omtrentligt, hvad SAS kommer til at levere i tredje kvartal i det forskudte regnskabsår 2020/21, der afsluttes den 31. oktober. Det forudser aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

Den erfarne SAS-analytiker ligger til grund for sine beregninger, at SAS har fløjet omkring 36 procent af kapaciteten fra den tilsvarende periode i 2019, men til gengæld har belægningen været noget lavere, hvor den alene i juli var næsten 24 procentpoint dårligere end samme måned i 2019.

“Yielden falder en tand fra niveauet i 2019, men trafikmixet er med få langdistanceflyvninger markant anderledes, og vores generelle indtryk er også, at kundernes sene booking af rejser og overkapacitet trykker billetpriserne,” vurderer Jacob Pedersen i en aktiekommentar forud for kvartalsregnskabet, der offentliggøres den 1. september 2021.

Mere optimisme
Aktieanalysechefen har holdt øje med konkurrenterne, der alle rapporterer om forbedring i indtægterne, da der er kommet flere passagerer i flyene. Det gælder også for SAS, der i kvartalet registrerede 2,1 millioner passagerer ombord på selskabets rute-og charterfly.

Det har skønsmæssigt bidraget til 2.35 milliarder svenske kroner i trafikindtægter, hvilket er det højeste niveau siden coronapandemiens start. Der er dog stadig et stykke vej til 10,3 milliarder svenske kroner fra tredje kvartal i 2018/19-regnskabet.

“Selskaberne ser samstemmende mere optimistisk på fremtiden i takt med at passagertallene forventeligt stiger yderligere herfra,” konkluderer Jacob Pedersen.

Også underskud i kommende regnskabsår
En prognose for hele regnskabsåret, der afsluttes om blot to måneder, forventer Sydbank-analytikeren ikke, at SAS kan levere. Estimatet fra Sydbank lyder på en omsætning på 15,6 milliarder svenske kroner og et underskud før skat på 6,7 milliarder svenske kroner. Det er trods alt en resultatforbedring i forhold til 2019/20, hvor underskuddet lød på mere end 10,1 milliarder svenske kroner.

“Vi forventer dog bedring herfra og ændrer ikke så voldsomt på 2021/22-estimaterne, der lige nu peger mod endnu et underskud, men dog markant mindre end i de seneste to år,” understreger Jacob Pedesen.

Sydbank forventer et underskud før skat på 550 millioner svenske kroner i 2021/22. Til gengæld skulle omsætningen gerne være vokset til 39,3 milliarder svenske kroner.

 

Relaterede artikler:

SAS gør klar til supplerende base i CPH

SAS-underskud på mere end 6,7 milliarder kroner

SAS-kvartalsunderskud på 1,5 milliard kroner