Den amerikanske "raketmand" under optræden i Melbourne. (Foto: Fir0002/Flagstaffotos | GNU 1.2)

Passagerfly i nærkontakt med flyvende mand

To amerikanske passagerfly passerede med 10 minutters mellemrum en flyvende mand med et raketbælte under indflyvningen til Los Angeles International Airport.

Under åbningsceremonien til de olympiske lege i 1984 blev tv-seere over hele verden overrasket over at opleve en såkaldt “raketmand” flyve ind på Los Angeles Memorial Coliseum som et led i den store åbningsceremoni.

En tilsvarende overraskelse fik piloterne på et American Airlines-fly, da de under indflyvningen til Los Angeles International Airport passerede en mand med et raketbælte i 3.000 fods højde (915 meter, red.). Ifølge piloterne var der blot omkring 30 meters afstand mellem flyet og den flyvende mand.

“Tower. American 1997. We just passed a guy on af jetpack,” lød opkaldet til flyvelederne i lufthavnens kontroltårn.

Omkring 10 minutter senere blev den flyvende mand observeret af et andet fly fra JetBlue fremgår det af en historie fra CNN, der har fået adgang til optagelserne af radiokommunikationen mellem tårnet i Los Angeles International Airport og piloterne på de to fly.

Undersøges af FBI
Hændelsen, der fandt sted i søndags, er nu blevet anmeldt til det amerikanske forbundspoliti FBI, der er ved at undersøge, hvad der præcist skete.

På radiooptagelserne hører man angiveligt flyvelederen lakonisk konstatere: “Only in L.A.”

En raketpakke har været almindelig kendt siden 1960´erne og har især været brugt i science fiction-film, ved stunt-shows samt optræden ved flyvestævner.

Den lille amerikanske virksomhed Jet Pack International har udviklet to forskellige raketbælter, som i dag er kommercielt tilgængelige i en version med jetmotor og en flyvetid på lige omkring 10 minutter. Om det var udstyr af denne art, som den flyvende mand blev ført frem gennem luften af, melder historien ikke noget om.

 

Relaterede artikler:

Drone ramte Boeing 737-fly

Drone forstyrrede flytrafik i CPH

Passagerfly tæt på kollision med UFO